Derfor skal du motionere i naturen
Det bliver mere og mere populært, og over halvdelen af danskerne gør det. Motion i naturen hitter som aldrig før, og det styrker både krop og sind.
En løbetur i skoven, hvor fuglene kvidrer, solen står højt på himlen og vinden hvisler igennem trætoppene, er sundt for dig – det kommer nok ikke som nogen overraskelse. Men motion i naturen bidrager, udover de fysiske, med mange andre fordele.
For danskerne har vigtigheden af at motionere i naturen aldrig ligget højere, end den gør nu, det viser en rapport om danskerens naturbesøg i 2025, der er udarbejdet af Københavns Universitet. Et tydeligt bevis på dette ses i en anden rapport fra Idrættens Analyseinstitut, som viser, at 58 procent af danskerne bruger naturen, når de dyrker motion.
Men hvordan kan det være, at naturen er sådan et hit for danskerne?
For Anne Johansen startede gnisten for motion i naturen rigtigt under Corona-årene, da hendes crossfit-hold rykkede udenfor, “det var bare meget federe at træne udenfor”, som hun selv beskriver det.
I dag er den 26-årige Idrætsvidenskabs-studerende indehaver af Friluftsfitness i Aarhus. Hun er ikke i tvivl, om hvorfor vi danskere er så vilde med at dyrke sport i det fri:
“Jeg tror bare man får flere goder ud af det. Både at man får den friske luft, som man nogle gange godt kan mangle efter en hel dag inde på skolebænken eller på arbejdet, og at man bare føler sig det sejere og mere rå, når man dyrker motion udenfor.”
Også for 26-årige Sara Lipp Carstensen, som hyppigt bruger naturen til at dyrke motion, kan en løbetur i skoven noget helt særligt:
“Jeg tror, det giver mig et lidt større frirum i forhold til, at tankerne kan løbe lidt bedre. Man skal ikke tage højde for så meget andet end bare at dyrke sin motion.”
Vi er skabt til at være i naturen
I en anden forskningsundersøgelse fra Københavns Universitet viser det sig, at der kan være fordel i at dyrke din daglige motion ude i naturen fremfor inde i et fyldt fitnesscenter. Resultatet i at dyrke motionen i naturen var bedre humør, lavere stressniveauer og bedre hjerterytme.
En af forskerne bag denne rapport er Stefano de Dominicis, som udtaler følgende forklaring på, hvorfor vi som mennesker reagerer så positivt på motion i naturen.
“Fordi vi reelt set er dyr, har vi også et naturligt og meget tæt forhold til naturen”.
Naturen kan altså ses som menneskets 'rigtige' hjem og derfor et sted, som vi alle kan bruge til at forbedre vores livskvalitet.
Motionen er førsteprioritet, lokationen er en bonus
Selvom motion i naturen har sine positive effekter, slår Stefano De Dominicis fast, at “det vigtigste er at bevæge sig og dyrke motion generelt.” På den måde bliver naturen blot en bonus, mens fundamentet er at bevæge sig på daglig basis.
Bor du derfor langt væk fra naturområder og trives med at dyrke din motion inde i byen, er det ikke De Dominicis opfordring, at du skal opsige dit fitnessabonnement og flytte på landet.
“Hvis du ikke kan, eller hvis du ikke nyder det, eller hvis naturen føles fjern for dig, så tag bare i fitnesscenteret, gå til din sportsklub og gør det, du kan lide at lave, og bevæg dig og dyrk motion – for de positive effekter er der stadig.”
I nogle tilfælde mener forskeren dog, at det kan betale sig ekstra meget at overflytte de daglige motionsvaner til naturen:
“Hvis du er i en periode i dit liv, hvor du er stresset, bør du vælge at lave din træning udenfor i stedet for at gøre det i et overfyldt indendørs fitnesscenter, da du vil blive mere afslappet, få bedre humør og føle dig mindre stresset."