"Det er et kæmpe problem" - Hvorfor har sportsforeninger svært ved at finde frivillige?

En evig kamp for landets idrætsforeninger fortsætter. Det er svært for dem at finde frivillige kræfter, men det har ekspert råd for. Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet peger på seks ting, foreningerne kan gøre, for at hjælpe sig selv.

Det er svært at finde trænere i de Danske sportsforeninger
Offentliggjort

Når idrætsforeninger rundt omkring i landet skal ud og finde nye trænere til deres hold, er det ikke altid lige let. I hvert fald ikke hvis man spørger foreningerne. 

Rapporten, Danskernes motions-og sportsvaner 2024, fra Idrættens Analyseinstitut, viser at kun seks procent af danskerne er træner eller hjælpetræner i en idrætsforening. Den lave tilslutning skaber problemer for landets sportsforeninger.

"Det er et kæmpe problem at finde trænere til vores hold"

Søren Holm Pallesen er sportschef i FC Århus Syd, der er et klubsamarbejde mellem Beder-Malling Idrætsforening og Testrup-Mårslet Gymnastikforening, for deres fodboldhold fra U13 til senior.

En af Sørens hovedopgaver er, at rekruttere frivillige. Både når der skal findes en ny træner til U17-drengene, men også når der bare skal sættes bander op til indendørs fodbold. Selv ved de små opgaver oplever han, at det er svært at få folk til at hjælpe til.
Han peger på, at konsekvensen i sidste ende kan blive, at man ikke kan tilbyde hold på alle årgange.
Og det er ikke et tænkt scenarie, det er faktisk sket før, siger han:

"Det er et kæmpe problem at finde trænere til vores hold. Hvis du eksempelvis tager til Solbjerg, Hasselager eller Tranbjerg, har de jo nogle årgange, som slet ikke har noget hold"

FC Aarhus Syd er født ud af samme problem. Før klubsamarbejdet havde man i Testrup-Mårslet Gymnastikforening ingen ungdomsfodboldhold. Det har siden ændret sig, så man nu har 2 hold pr. årgang i FC Århus Syd.

"Det er ikke et nyt problem"

Bjarne Ibsen, Professor Emeritus på Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet, kan godt se, at foreningerne oplever, at det er svært at rekruttere trænere. Dog mener han, at det hverken er blevet større eller mindre problem.
"Helt generelt er der en oplevelse af, at det er svært at få frivillige. Det er bare ikke et nyt og voksende problem, for sådan har det altid været", siger Bjarne Ibsen.

Hans forskning viser, at de frivillige er foreningernes vigtigste ressource, men at de sjældent er nødt til at lukke enten specifikke hold eller hele foreningen på grund af mangel på trænere. 
Desuden peger han på, at det er lettere at rekruttere frivillige i små foreninger og at problemet vokser, i takt med foreningens størrelse.
"Man kan ikke gemme sig, så at sige. Hvis man er en del af en lille forening, oplever man, at alle skal bidrage med noget. Det flyder mere sammen, mellem at være medlem og at være frivillig."

Man skal kigge mod spejderne - og Island

6 råd fra Bjarne Ibsen

1. Gør det klart for medlemmerne, at foreningen bygger på frivillighed

2. Organisér i små enheder - særligt i de store foreninger

3. Oplær unge hjælpetrænere

4. Skab sociale grupper i trænerteams - Det er lettere at fastholde 3 trænere end 1

5. Giv de frivillige indflydelse og frihed

6. Lad jer inspirere af, hvordan andre foreninger gør tingene.

Særligt landets spejdere er dygtige til at rekruttere frivillige, og dét kan man tage ved lære af, mener Bjarne Ibsen. Han har seks råd til foreningerne, der i sin essens går ud på, at de skal hjælpe sig selv.

Søren Holm Pallesen ser dog andre løsninger.
"Jeg tror man i fodboldverdenen er nødt til at bevæge sig hen mod, hvordan man gør tingene på Island. Man kommer til at betale måske 3000 kr. i kontingent i stedet for 1000 kr."
Pengene skal gå til aflønning af trænerne, så foreningerne kan matche det, man ville få ved et almindeligt fritidsjob.

Powered by Labrador CMS