”Det er kilden til evig glæde”
Et mødelokale, ikke langt fra Latinerkvarteret, forvandles hver onsdag til et dansegulv, hvor et smilende hold dansere øver sig i cubansk salsa.

”Mambo!” lyder det fra instruktøren. I en baggård på Vestergade strømmer rytmiske trommer ud af to Soundbokse fra hver sin ende af et mødelokale hos en erhvervsvirksomhed med cognacfarvede, læderbetrukket 7er stole flyttet ud langs væggene. Tonerne af ”El Tiki Taka” henkaster stemningen til Havanas hede gader, mens en kvinde skraber ruskindssålerne på sine dansesko.
”Lidt mere med hofterne,” instruerer Miguel Ángel Luna Jiménez, hvorefter han viser hvordan. Oprindeligt er han fra Malaga, men flyttede til Aarhus for at færdiguddanne sig som maskiningeniør.
”Jeg dansede ikke i Spanien, men jeg kunne lide musikken. Vi spiller mere Bachata-musik dernede. For 15 år siden var det ikke så stort, men nu er det over alt,” fortæller Miguel.
Under uddannelse flydte matematik og maskiner hans hoved, og han kunne ikke hengive sig fuldkomment til dansen. Men efter kort tid forlod han jobbet som maskiningeniør, for at blive professionel danseinstruktør.
Det bedste han ved er, når hans elever fortæller, at dansen har ændret deres liv og afhjulpet med stress i hverdagen.
Fællesskab
Efter opvarmning tager holdet opstilling i par. De danser en serie sammen inden, der bliver råbt ”skift partner!” Miguel nynner ”Chiquita” inden han tager sin partners hånd.
”Gør det som om, I er gift,” siger han, mens løfter hendes hånd op, så alle kan se hendes fingerring. Han viser, hvordan armene skal placeres og skuldrene skal bevæge sig.
”To gange har jeg været gift,” svarer hun.
”Bare for en sikkerhedsskyld,” svarer han med et glimt i øjet.
Glæden ved salsa deler en anden kvinde på holdet, Dora Lasthien Molly-Søholm. Hendes dengang kæreste tog hende med til dans hos Miguel, og nu fem år senere er de nygifte.
”Salsa er grundstenen inden for latinamerikanske danse, og du bliver altid glad efter du har danset. Har du det svært, er i dårligt humør eller er det en skidt dag, er du som forvandlet efter. Det er grunden til vi danser. Det er kilden til evig glæde,” fortæller Dora, mens hun binder sine højhælede, krystalbesatte sko op.
Den traditionelle kultur
Dans er en integreret del af cubansk kultur. Rytmer indenfor genre som Rumba, Cha-Cha-Cha og Bachata, samt et væld af andre stilarter, stammer fra Cuba.
Cubansk salsa har mere flow, mere frihed end andre former for salsa fra for eksempel Los Angeles eller New York, der har mere struktur. Eller Mexico og Columbia, hvor de danser mere som på gaden.
"Musikken er et smukt mix af instrumenter fra Afrika, Spanien og den Dominikanske Republik. Hvor nogle andre cubanske danse, som Bachata, er roligere og mere sensuel, får du energi og pulsen op af salsa,” forklarer Miguel.
En forsvindende dans
Selvom salsa næsten er synonym med Cuba, er den for tiden presset på sin eksistens.
Siden Miguel rejste til Cuba for første gang i 2016, er mange salsainstruktører flyttet fra Cuba, hovedsageligt grundet den økonomiske situation i landet. Mange har bosat sig i Spanien og Italien, hvor de cubanske stilarter er en blomstrende subkultur. Samtidig er den voksende indflydelse af reggaeton med til at unge i Cuba svinger hofter til reggaeton frem for den traditionelle musik.
”De er begyndt at miste denne kultur for salsa. Da jeg var der, blev jeg spurgt ah, hvor i Cuba kommer du fra? De blev så glade for at se en god salsadanser, selvom jeg ikke er fra Cuba,” fortæller Miguel. ”Jeg har stadig kontakt med nogle af instruktørerne, jeg mødte i Cuba, som er bange for at den traditionelle, cubanske salsa forsvinder.”
Selvom salsaen i Cuba gennemgår en hård periode, skaber den stærke fællesskaber ude for landets grænser. Holdet i Aarhus tager jævnligt på rejser til rundt om i verden for at dyrke deres passion for dansen.
"Dansemiljøet i Aarhus er ikke så stort, så vi kender hinanden på kryds og tværs og vi har et rigtig godt sammenhold. Vi tager på festivaler i Europa, vi har været i Hamborg, holdet har lige været i Malaga og så opsøger vi selv miljøet, når vi rejser alene, som sidst i Rom, hvor vi fandt en salsakoncert. Dans er for alle og alle burde danse, hvis du spørger mig,” afslutter Dora