Det, vi ikke taler om

Jan Herman i midten, omgivet af to unavngivne soldater. (Privatfoto)

Af Mathias P Thorsen og Ida Lindquist

Kapitel 1

Hjemkomsten

Jan Herman vejer 45 kilo, da han kommer hjem fra krigen. Noget af det eneste, han har med hjem fra krigen, er hans fangetøj, der er gråt med blå striber, og slidt. Meget slidt. Uden mange personlige ejendele stiger han af toget i sin hjemby Frederiksstad, en lille by i det nordlige Tyskland. Han kigger på de få mennesker, der er mødt frem for at tage imod ham. Jan Hermans øjne falder på sin kone, Anne Marie, og deres niårige datter. Drengen ved siden af dem er hans søn på seks år, som han aldrig har set før.

Siden børnene var store nok, havde Anne Marie talt om hvordan alting ville blive bedre, når deres far endelig kom hjem. De breve, hun havde modtaget fra ham i løbet af de seneste år, fortalte bestemt historien om en mand, som alle ville glæde sig til at se.

Da de ser ham stige ud af toget, ved de med det samme, at disse forhåbninger var en illusion. Skuffelsen er malet i deres ansigter, og på den frostklare vinterdag glemmer de alle helt at være lykkelige for Jan Hermans hjemkomst. Alle historierne om børnenes heltemodige far, som Anne Marie i årenes løb har fortalt dem, er i øjeblikket glemt.

Denne skelettynde person er ikke, hvad nogen af dem har forestillet sig. Anne Marie selv prøver at finde mening med den mand, hun ser for første gang i syv år. For hvert skridt, Jan Herman tager mod sin familie, vokser tvivlen i dem alle over, hvad fremtiden bringer.

Det eneste, de alle ved med sikkerhed, er, at intet kommer til at blive, som det plejede at være.

* * *

Mit navn er Mathias og jeg er 25 år. Jeg hørte historien om min oldefar første gang som barn. Den blev fortalt med en vis dramatik, og midtpunktet var hans fangedragt – grå, stiv og stribet, som noget fra en anden verden. Da historien var slut, fik vi børn lov til at prøve den på. Jeg husker, hvordan stoffet føltes mod huden. Det var svært at forestille sig, at et menneske havde båret på sådan en dragt.

Dengang tænkte jeg ikke over, hvad han havde været igennem. Jeg tænkte mest på, hvor mærkelig den var, og hvor fremmed alting lød. Men fangedragten blev siddende i min bevidsthed. Den gjorde noget ved mig. Og med årene begyndte spørgsmålene at trænge sig på: Hvad var det egentlig, han havde set? Hvad havde han lavet under krigen? Og hvorfor talte ingen om det?

Jeg begyndte at læse historie, først i min fritid og siden på universitetet. Jo mere jeg lærte om Anden Verdenskrig, desto mere vendte mine tanker tilbage til Jan Herman – ikke til dragten, men til manden indeni. Der var en tydelig stilhed omkring ham i familien. Min far og hans brødre talte varmt om ham, men min farmor og hendes bror nævnte ham næsten aldrig. Billeder og breve fra ham var blevet gemt, hørte jeg på et tidspunkt, men de var aldrig blevet vist frem.

Hvorfor vidste vi så lidt om én, der fyldte så meget i vores historie? Og hvad har hans oplevelser betydet for os andre – for familien, for de børn han kom hjem til, og for de spor han efterlod?

Det er de spørgsmål, der driver denne fortælling. Ikke bare for at finde ud af, hvad Jan Herman gjorde under krigen – men for at forstå, hvem han blev bagefter. Og hvad det gjorde ved resten af familien.

* * *

Anden Verdenskrig efterlod Tyskland med 500 millioner kubikmeter murbrokker. Seks millioner tyskere var døde, mange af dem civile, og landet havde menneskehedens største forbrydelse på samvittigheden. Stort set alle tyske byer havde været udsat for fremmede tropper, der marcherede gennem gaderne, og bomber, der sprængte deres bygninger i luften.

Alt dette blev den nordtyske by, Frederiksstad, sparet for. Den ligger tæt på den danske grænse, og havde ikke nogen strategisk betydning. Ifølge byens arkiv faldt to bomber i løbet af krigen, uden ofre. Hvor resten af landet under krigen havde stiftet bekendtskab med krigens rædsler, var indbyggerne i Frederiksstad blevet skånet.

Frederiksstad er en slående smuk by. Indbyggerne kalder deres by for “Nordens Venedig” for dens mange kanaler, der snor sig gennem byens gader. En vigtig del af min familiehistorie stammer herfra - vores familie kan føres tilbage til de religiøse flygtninge, der for 400 år siden drog fra Holland for at bygge en ny by og undgå forfølgelse.

I denne by boede det unge par, Jan Herman og Anne Marie. Han var en energisk og nysgerrig mand, der altid havde ideer til projekter. Selvom han kom fra en familie af sømænd og havde sin opvækst på faren båd, vidste han, at det ikke var den vej, han ville gå. Han blev uddannet bygningsingeniør fra universitetet, og var den første akademiker i sin familie.

Anne Marie voksede op som en del af byens overklasse. Hendes far var storbonde i Nordtyskland, og han ejede enorme jordområder. Hverken hun eller hendes fire søstre behøvede at arbejde, og det gjorde de heller ikke. Det gav mening, at hun endte med en universitetsuddannet mand fra den øvre middelklasse, som havde sans for praktisk arbejde.

Der har i høj grad været et element af status i deres ægteskab og de har komplimenteret hinanden godt. Hun er blevet respekteret for sine penge og kontakter, han har fået respekten gennem sin viden og iværksætteri. På papiret passede de godt sammen, men der var mere til det – i deres brevudvekslinger under krigen skinner det igennem, at det unge par elskede hinanden.

I 1940 bliver Anne Marie gravid med deres første barn. Kort tid efter indkaldes Jan Herman til tjeneste som soldat i værnemagten. Tyskland er i krig med Europa, og har brug for flere mænd.

Hverken Jan Herman eller Anne Marie ser det som en katastrofe. Tyskland har allerede besejret Polen, Danmark og Norge. Ingen af dem holdt længe. Alle tyskere er overbevist om, at denne krig vil være hurtigt overstået. Parret fra Frederiksstad er ingen undtagelse. Og hvem ved, måske bliver det endda et sidste eventyr for Jan Herman, inden han kan slå sig ned som far?

Kapitel 2

Tavsheden

Den lykkelige hjemkomst er afblæst, og familien går ind i bedsteforældrenes hus. De har dækket op med porcelæn og krystalglas. Jan Herman sætter sig ned, kigger på servicen og skubber den væk. Fra sin taske hiver han i stedet sit eget bestik frem; en kniv og gaffel af tin, og en metalbakke, begge medbragt hele vejen fra Rusland. Til hans families forfærdelse tager han maden op på bakken og går i gang med at spise.

Han deklarerer omgående, at han ikke får brug for en seng; han har tænkt sig at sove på gulvet, i solidaritet med hans kammerater, der stadig befinder sig i Rusland. I samme omgang fortæller han, at Anne Marie og børnene snart skal flytte væk fra bedsteforældrene og bo i det hus, han kommer til at bygge til dem. Fra nu af er det kun Jan Herman, der sørger for sin familie.

For hans 9-årige datter, Dörthe, er det en enorm omvæltning i hendes liv, og ikke til det bedre. Dörthes godmodige bedstefar havde indtil da påtaget sig rollen som faderfigur. Udover at være en god mand, var han også så rig, at han kunne tillade sin familie at leve i luksus under krigen.

Tilværelsen er en anden med Jan Herman hjemme. Selv efter at han begynder at spise med samme bestik som de andre og igen sover ved siden af Anne Marie i deres seng, er han ikke den mand, hendes mor beskrev. Han kommanderer med sine børn og sin kone, skubber dem demonstrativt væk, når de står i vejen for ham og uddeler lussinger, hvis der bliver svaret igen.

Fra Dörthes synspunkt er den nye mand i huset en tyran, en lille mand der prøver at kontrollere alt, hvad hun foretager sig. Han har desuden taget familiens komfortable liv fra dem. Han flytter børnene ud af bedsteforældrenes villa og stopper al støtte til sin familie. Det nye hus, han bygger til dem, bliver aldrig mere end en dårlig erstatning for det, hun kom fra.

Dörthes lillebror, Peter, er for ung til at kunne forstå situationen og der er ingen hjælp at hente hos deres mor. Anne Maries rolle som kvinde i 50’ernes Tyskland er at støtte sin mand. Det er en opgave, der tager alt hendes overskud og prisen bliver, at børnene er overladt til sig selv. Dörthe begynder at bruge mindre tid i hjemmet for at komme væk fra familien.

For Peter var forandringen ikke mindre. Han oplever et tab af sin mor, som heller ikke har tid til sin yngste søn. Værst af alt lærer han hurtigt, at Jan Herman er skuffet over sin søn. Den tidligere soldat forstår ikke Peters forsigtige og tilbagelænede væremåde, og kalder ham doven. Peter voksede op med status af at være den eneste dreng i en kvindedomineret husholdning, og han havde alles opmærksomhed.  Fra den ene dag til den anden har han mistet sin mor og sin søster, og fået en far, han aldrig ønskede sig.

Anne Marie skal vænne sig til, at den mand, hun så længe har ventet på, ikke kom tilbage. Ikke mindst skal hun acceptere det tab af status, som Jan Hermans nye tilstand betyder. Der bliver kigget anderledes på dem i gaderne, blikke af medlidenhed, som hun aldrig vænner sig til. Det bliver en lang proces for at finde ud af, hvad hendes mand har været igennem og hvordan de som familie kommer videre derfra.

Det tager et par år, men hun formår med tiden at samle Peter op, og de to bliver igen tætte med hinanden. Det er dog for sent med Dörthe. Hun er flyttet til Danmark med sin kæreste og besøger sjældent sin familie i Tyskland. Anne Marie får aldrig et godt forhold til sin datter igen.

* * *

Min farmors afsked med byen er på mange måder symbolsk for hendes forhold til sin mor. Anne Marie kunne ikke acceptere min farfar, der både var dansker og ikke tilhørte samme sociale klasse. Hun forbød deres forhold og placerede sin datter i husarrest. Min farmor og farfar måtte flygte fra Frederiksstad og over den danske grænse. Først en måned senere gav Anne Marie min farfars familie lov til at hente Dörthes papirer, så hun kunne få opholdstilladelse i sit nye land.

Min farmor følte sig ofte alene i Danmark, med en mand der ofte var væk med arbejdet og et krævende arbejde med at opdrage sine tre sønner. Hun var frustreret, for hun følte igen, at hendes egne behov kom sidst. Hun oplevede den samme følelse af afmagt, hun havde som barn, og hendes situation lignede ironisk nok den, hendes mor engang stod i. Ingen kan vide, hvordan deres forhold havde været, hvis Jan Herman aldrig var kommet tilbage. Ikke desto mindre bebrejder min farmor stadig sin mor for ikke at have haft overskud til hende også, i tiden efter sin fars hjemkomst.

Peter var den klare favorit hos deres mor. Hans gode humør og afslappede væremåde var noget, som Anne Marie elskede og som hun ikke fandt i sin strenge mand eller temperamentsfulde datter. Peter blev boende i byen og uddannede sig inden for byggebranchen, som sin far.

Hans forhold til Jan Herman blev dog ikke lettere med tiden. De overkom aldrig distancen mellem hinanden og Jan Herman gav aldrig indtrykket af, at han oprigtigt var glad for sin søn. Alligevel er det Peter, som har beholdt sin fars fangedragt og som stadig har fotografierne og brevene fra krigen. Det er de sidste minder, som stadig er bevaret fra Jan Hermans tidligere liv.

For at få opklaret den sidste og vigtigste del af min oldefars liv, og for at forstå, hvordan det hele startede, tager jeg til Frederiksstad. Jeg tager ned til Peter for at finde ud af, hvad Jan Herman lavede under krigen.

* * *

Jan Herman havde sit kamera med sig fra starten af krigen, og det er gennem de fotografier, han tog, at man senere har kunnet spore hans færden i krigsårene. En forespørgsel hos det tyske militærarkiv bekræftede, at han gjorde tjeneste i den 225. bataljon.

I 1940 bliver Jan Herman sendt vestpå for at tage del i invasionen af Belgien. Han er med i de kampe, der finder sted langs floderne og kanalerne i det sydlige Belgien. Hans primære opgave er at bygge midlertidige broer, når militæret skal krydse floder og erstatte de overgange, artilleriet har ødelagt.

Samme opgave har han i det nordlige Frankrig, hvor tyskernes angreb igen forløber uden problemer. Med sin uddannelse og erfaring inden for byggeri, er han ansvarlig for at bygge, sikre, reparere og ødelægge infrastruktur, afhængigt af situationen. Han tager del i de slag, der finder sted vestpå i starten af krigen. Den 225. Bataljon løser deres opgaver, og på kort tid er deres område og resten af vestfronten under tysk kontrol.

Den tyske kommando begynder at flytte deres mænd østpå. Tysklands enorme invasion af Rusland har vist sig at være en stor mundfuld, og millioner af mennesker på begge sider ligger døde. Jan Herman bliver sammen med sin bataljon beordret til de steder, hvor der er allermest brug for dem i det nordlige Rusland. Efter mere end et år sendes de til russernes næststørste by, Leningrad. Inden bataljonen bliver flyttet, får han for sidste gang i krigen lov til at komme hjem på orlov. Året er 1943.

Jan Hermans perspektiv på Anden Verdenskrig fra Belgien og Frankrig. (Privatfotos)

Den 225. bataljon er med i belejringen af Leningrad, men deres tilstedeværelse er ikke nok. På trods af en brutal, årelang belejring, lykkes det dem ikke at indtage byen. Dødstallet stiger hver dag, og inden længe har tyskerne ikke soldater eller ammunition til at holde deres positioner. I starten af 1944 begynder en hektisk tilbagetrækning for Jan Herman og hans kammerater. Hele året kæmper de for deres liv, mens Den Røde Hær trænger dem længere tilbage. I den russiske vinter falder mange af de tyske soldater af kulde og udmattelse.

Den 225. bataljon er i krigens sidste halvår fanget i den vestligste del af Letland, et område kaldet Kurland. Tropperne kan se Sverige på den anden side af Østersøen, men der er ingen vej ud. Bataljonen udkæmper sammen med resten af hæren seks slag i Kurland og for hvert af dem mister de mænd og kampvilje. Kun visheden om, hvad overgivelse betyder, får dem til at fortsætte.

Da Tyskland endelig kapitulerer i maj, er det enden på krigen. Det er dog på ingen måde enden for Jan Herman og resten af de udmattede soldater, som befinder sig i den russiske del af Europa. Millioner af soldater bliver marcheret østpå mod Sibirien. Det er starten på et nyt mareridt. De kolde, afsides arbejdslejre skal vise sig at være lige så dødelige, som krigen havde været.

200.000 tyske soldater bliver i 1945 taget til fange i Kurland. Færre end halvdelen kommer hjem igen. De bliver læsset i togvogne og kørt dagevis gennem Rusland. Da dørene endelig åbnes, venter en lejr omgivet af pigtråd og sne. Barakkerne er utætte, jorden er frossen, og kulden begynder straks at gøre krav på kroppen.

Fangerne sover så tæt, som de kan. Dem, der ikke vågner om morgenen, bliver slæbt uden for hegnet og smidt i en stor grav. For de overlevende begynder arbejdet ved daggry og slutter først, når mørket har lagt sig. Skovhugning og jordflytning er typiske opgaver, og ellers skal der lægges skinner til jernbanen.

Lejrene er organiseret med streng disciplin. Vagterne holdt styr på dem med kontrol, trusler og systematisk vold. Fangerne bliver straffet for selv små forseelser, ofte med isolation, tæsk eller reducerede madrationer. Sulten er konstant. Fangerne glemmer, hvordan normal mad smager. Tynd suppe er den nye hverdagskost. De svage bliver hurtigt svagere, og sygdom spreder sig. Ingen af dem aner, om de nogensinde kommer hjem igen.

Hvordan min oldefar kunne overleve fem år i Sibirien, når så mange andre døde, er der flere grunde til. Han var ikke blevet såret under krigen, og havde i forvejen et godt helbred. Hans psykiske overskud har været stort nok til, at han ikke knækkede under de hårde vilkår. Derudover har han haft nogle færdigheder, som har været brugbare i en fangelejr.

Andre overlevende fra Gulag har berettet om, at man kunne få tjenester fra vagterne i lejrene, så længe man kunne give dem noget til gengæld. Og man kunne altid handle med de andre fanger, hvis man havde noget at give i bytte. I de russiske fangelejre var tingene konstant i stykker, så netop dér har hans hænder og viden været værdifulde. Hans baggrund som bygningsingeniør har uden tvivl hjulpet ham med at skaffe mad nok til at holde sig i live.

Røde Kors får adgang til lejren, og de hjælper fangerne med at sende breve hjem til deres familier. Undervejs hjælper de med at levere mindst fire breve fra Jan Herman til Anne Marie. Hun kan fra Frederiksstad læse om, hvilke spændende opgaver, han udfører i de russiske skove, og hvordan han stadig er sund og rask. Det sidste brev modtager hun i vinteren 1949, et par måneder inden han kommer hjem. Hun kan ikke vente med at se ham igen.

Kapitel 3

Sporene

Jan Herman og Anne Marie bor resten af livet i det hus, han byggede til dem efter hjemkomsten. Med en skovl gravede han kælderen ud og han rejste væggene med sine egne hænder. Det blev deres hjem resten af livet. Dagen i dag står det stadig, som et vidnesbyrd om hans vilje til at skabe noget nyt og ikke lade hans omgivelser bestemme over ham.

De første år tilbage i Frederiksstad er hårde for Jan Herman. Han skal møde sine børn for første gang og genfinde kontakten med sin kone. Alt sammen mens han prøver at gå tilbage til at være den mand, de alle forventer han skal være.

Familiemæssigt bliver det ikke en succes. Forholdet til hans børn får den værst tænkelige start. De kommer sig aldrig over chokket over at se ham i den tilstand, han er i. Hans opførsel i de følgende år gør ikke noget for at forbedre forholdet. Hans hustru, Anne Marie, vænner sig ikke til tanken om, at han ikke er den samme som før. Under lange middage, hvor Jan Hermans svigerfamilie griner af hans besynderlige opførsel, sidder Anne Marie ved siden af ham og bider sig i tungen.

Bedre går det i hans arbejdsliv. Han får hurtigt et arbejde efter at være kommet hjem til Frederiksstad, og bliver hurtigt respekteret for at være en dygtig bygningsingeniør. Han har viden og erfaring med at bygge på det nordtyske marskland, som de yngre mænd på byggepladsen værdsætter. Mere end det bliver Jan Herman hurtigt kendt som en mand, man kan stole på og som man altid kan regne med at fortælle sandheden.

Det er de kvaliteter, der langsomt får ham tættere på sin datter. Dörthe har accepteret, at han ikke kunne gøre for det, der skete, og hun vil gerne have et bedre forhold til ham. Hun lærer med tiden at stole på sin far og han bliver en stabiliserende kraft i hendes liv. Da Dörthe bliver gravid, og hendes mand er på forretningsrejse, er det ikke hendes mor, der kører til Danmark for at være hos hende. Det er Jan Herman.

Da Dörthe bliver mor, sker der endnu en markant udvikling i forholdet til sin far. Han bliver tilstedeværende for sine børnebørn på en måde, som han aldrig var for hende eller Peter. Hun mærker den kærlighed, han giver til hendes små sønner. Det er en helt ny side af ham, der viser sig, og for første gang i sit liv har hun følelsen af at elske sin far.

Dörthes sønner ser Jan Herman som deres store helt. Det samme gør Peters børn. Jan Herman er deres forbillede, som kører dem rundt i sin store Mercedes og tager på sejltur med dem om sommeren. På et tidspunkt viser han dem, hvordan man sprænger lerpotter i luften med kanonslag.

Han lader børnebørnene sidde på skødet af ham og leger fangeleg med dem. Den fysiske kontakt, han aldrig havde med sine egne børn, og som børnebørnene ikke har med deres forældre, har de med hinanden. Dörthe mærker kun et lille stik af jalousi, for inderst inde glæder hun sig over sine sønners forhold til Jan Herman. Hun føler sig for første gang som en del af en lykkelig familie.

For Peter er det mere kompliceret. Han er blevet boende i Frederiksstad og besøger sine forældres hus dagligt, men det har altid været mest for sin mors skyld. Selvom han er gået i Jan Hermans fodspor og er blevet en respekteret mand i byggebranchen, føler han sig ikke værdsat af sin far. Jan Herman opfatter stadig sin søn som doven og magelig.

Deres forhold bliver ikke meget bedre, da Peter selv får børn. I stedet bliver hans søns gode forhold til Jan Herman endnu en påmindelse om, at han aldrig selv nåede dertil med sin far. Han føler, at der altid har manglet noget. At forholdet aldrig blev så godt, at Peter kunne elske ham.

Man taler ikke om krigen, og når emnet en sjælden gang kommer på banen, undlades alle ubehagelige detaljer. Jan Herman fortæller aldrig nogen om, hvad han har set og gjort i løbet af hans tid som soldat. Nutidens psykologiske visdom siger, at jo længere tid et menneske går alene med traumer, des sværere bliver de at tale om. Han fik ikke muligheden for hjælp, da han kom hjem. Og da han endelig får etableret sig igen, er det for sent. Han åbner aldrig op om sine psykiske sår. Ingen fra hans familie finder ud af, hvad han lavede i krigen.

* * *

Min rejse i de tyske arkiver og blandt min egen familie fortæller en kompliceret historie om en mand, som er umulig at forstå uden at kende omstændighederne. Jan Herman havde som tysk soldat og krigsfange overlevet de værste ting, krigen havde at byde på. De mennesker, han kom tilbage til, havde knapt oplevet krigen overhovedet.

Da Frederiksstad blev bygget, stod den som et eksempel på, hvordan mennesker kunne leve side om side, uagtet kultur og religion. Den tidligere tolerante by var nu blevet lige så intolerant som resten af landet.

Hvis byens indbyggere var kede af skæbnen for byens jøder, der var blevet fjernet og i mange tilfælde slået ihjel, skjulte de det godt. Til gengæld gjorde de intet for at skjule det mishag, de følte, da de blev bedt om at tage imod flygtninge fra de tabte tyske områder. Anne Marie forbød sin egen datter at lege med flygtningenes børn. Ingen ønskede at have noget med krigen at gøre.

Jan Herman mødte ikke nogen forståelse for sin rolle som soldat, hverken fra borgerne i byen eller fra hans egen overklassefamilie. Anne Marie var ikke interesseret i andet end at se sin mand komme tilbage til en normal tilværelse så hurtigt som muligt. Var han blevet mødt med en anden forståelse, kan det være, at resten af hans liv var forløbet anderledes. Måske kunne han endda have nået at være en god far for sine børn.

Det skete ikke. Både Dörthe og Peter er over 80 år, men de er stadig kede af ikke at have haft en normal barndom. For Dörthe er det hovedsageligt en fortrydelse af, at hendes forhold til sin mor blev ødelagt. Hun nåede dog at komme tæt på sin far igen. Peter, der var sin mors favorit, gjorde ikke. De to mænd lærte aldrig at elske hinanden og Peters første glæde ved sin far kom, da han selv fik børn. Var det alle årene med Jan Herman værd? Efter alle de år ved Peter det stadig ikke.

Min far og de andre børn snakkede ikke om følelser med deres bedsteforældre, men det gjorde de heller ikke med deres forældre, så det anså de aldrig som noget mærkeligt. Først år senere har de tænkt over, at han hele livet igennem har båret rundt på et traume. Kun en enkelt gang husker Jan Hermans familie ham i noget, der var et sårbart øjeblik:

En dag kommer hans yngste barnebarn, Peters lille datter, gående hen imod ham. Jan Herman stirrer på hende – der er noget ved hende, han ikke kan slippe. Han lukker øjnene et øjeblik, og da han åbner dem igen, ser familien til deres overraskelse, at hans øjne er blanke af tårer. Pigen ligner Dörthe, som hun så ud i den alder. I et kort glimt trækkes han tilbage i tiden og bliver mindet om den barndom, han aldrig fik lov at være en del af.

Det er ikke kun min familie, der har denne historie. Det er noget, der har ramt utallige familier i Tyskland, hvor soldater vendte hjem fra krigen uden nogen form for hjælp eller forståelse for det, de havde oplevet. Den skyld og skam de bar på blev en usynlig del af hverdagen, som kom til at forme hele familiens måde at være sammen på.

Forskning viser, at både børn og børnebørn af disse mænd ofte blev påvirket på måder, der var svære at sætte ord på. Senere generationer har beskrevet vanskeligheder med at stole på andre, uro eller angst uden klar årsag, og problemer med at håndtere konflikter eller tale åbent om følelser. Studier peger på, at sådanne traumer kan blive en del af familieidentiteten, som man lærer at bære på i stilhed. Anden Verdenskrig var ikke bare et kapitel i historiebøgerne, men en begivenhed, der har sat spor i flere generationers liv – hos min egen familie og hos mange andre.

Rejsen med at skrive denne fortælling har givet svar på de spørgsmål, jeg fra starten satte mig ud for at få svar på. Mange af de ting, der tidligere har været usagte, forstår jeg nu i et nyt perspektiv. Der er kun ét vigtigt spørgsmål, der mangler at blive besvaret; fandt Jan Herman nogensinde fred med sig selv efter krigen?

* * *

Året er 1985. Jan Herman har kort forinden fejret sin 75-års fødselsdag, og alle omkring ham ved, at det bliver den sidste. Han har fået kræft i maven. Manden, som har overlevet verdenshistoriens mest dødbringende krig og fire år i russisk fangenskab, kæmper nu sin sidste kamp, før han kan få fred.

Hans kone og børn er omkring ham. Han vil ikke dø på et hospital, så hans seng er placeret i spisestuen i det hjem, han selv har bygget. Familien har passet og plejet ham i flere uger, og i den tid har Jan Herman og hans børn omfavnet hinanden flere gange, end de nogensinde gjorde, mens han var rask.

Lægen undrer sig over, at han ikke er død. Jan Herman kan ikke længere tale eller indtage føde, og ifølge lægen burde sygdommen for længst have gjort en ende på ham. Familien har den seneste tid lært noget nyt om ham - han er skrækslagen for at dø. Ved sin viljestyrke alene holder han døden på afstand.

Pludselig fortrækker Jan Hermans ansigt sig i en grimasse. Han klemmer øjnene hårdt sammen og ansigtet spænder i en krampagtig anstrengelse. Hans kone og børn er til stede og de ser chokeret på, mens hans udtryk bliver mere og mere forpint. Det er et forfærdeligt syn og ingen i forsamlingen kan tage øjnene fra ham.

Og så, da de troede at det aldrig ville være forbi, udglatter hans ansigt sig tilbage i næsten ungdommelige folder. Han trækker vejret roligt og kigger op i loftet. Familien venter på, at hans ansigt trækker sig sammen i nye konvulsioner, men det sker ikke. I den blide eftermiddagssol ser de noget i hans ansigt, de aldrig har set før. De ser en mand, der har fundet fred.

Jan Herman dør dagen efter.