DJ-forperson: ”Vi kommer til at fortryde det.”
Lokale og regionale medier er ikke en del af statens totalberedskabspakke på 1,3 milliarder kroner. Det er problematisk, mener de danske journalisters forperson.
Det er for let at manipulere lokale og regionale medier i en krisesituation, mener Allan Boye Thulstrup, forperson for DJ, Medier og Kommunikation.
”De små medier bør være omfattet af statens totalberedskab,” siger han og peger på erfaringer fra Ukraine, hvor lokale redaktører kører aviser ud til områder uden netforbindelse.
”De bliver simpelthen mødt med glæde og gråd, fordi det er vigtigt for folk at få information, som de ved er rigtigt.”
Erfaringerne fra Ukraine viser, hvor afgørende lokale medier kan være. Derfor bør de små mediehuse allerede nu tænkes ind i statens totalberedskab, altså Danmarks samlede evne til at modstå en krise eller en krig, inden en krisesituation rammer, mener Allan Thulstrup.
Konkret peger han på, at de lokale medier skal med i den akutte totalberedskabspakke på 1,3 milliarder kroner, som regeringen fik vedtaget i februar 2026. En pakke, der slet ikke omtaler medierne. Men de små mediehuse allerede er sårbare, forklarer Allan Thulstrup
Der er nemlig en cyberkrig i gang, og flere lokale medier er allerede blevet misbrugt til at sprede misinformation, påpeger han.
”De skal have en fuldstændig sikker internetside, men de skal ikke bruge en hel masse penge på at udvikle IT-løsninger,” siger Allan Thulstrup.
Pengene bør derfor ikke tages fra de 5,5 milliarder kroner, som danske medier i forvejen modtager i public service- og mediestøtte. De skal fortsat gå til at producere godt og troværdigt indhold, mener han.
Til gengæld bør midler fra totalberedskabspuljen bruges på teknologi i de små mediehuse. ”Det er ikke nødvendigvis en kerneopgave for medierne at have IT-backup, men det er en kernefunktion for samfundet. Derfor er det rimeligt, at samfundet går ind og hjælper,” siger Allan Thulstrup.
”Ellers kommer vi til at fortryde det.”