Drømmen om fællesskab på to hjul blev til virkelighed på trods af Daniels tvivl og bekymring
Drømmen om at leve af sin passion for cykling var længe præget af tvivl. Faktisk har tvivlen været den største udfordring. Men i 2025 tog Daniel Højen Nielsen springet og åbnede cykelcaféen Flaneur – et sted hvor fællesskab og kærlighed til cykelsporten er i centrum.
”Dét med at turde tage springet og alt tvivlen, har været det sværeste.”
Daniel Højen Nielsen åbnede i 2025 caféen og cykelshoppen Flaneur, med sin kammerat Lennart Kruse.
Daniel har altid haft en passion for landevejscykling og åbnede derfor en cykelbutik. Men det har ikke altid været lige let.
Cykelsporten altid været en stor del af Daniels liv. Til dagligt cykler han løb lige under eliteniveau. Passionen for cykling driver ham. Det kan man tydeligt mærke. For Daniel ligger værdien ikke kun i økonomi og salg, men lige så meget i fællesskab og passion.
For Daniel har drømmen altid været at kunne leve af sin passion. Men kigger man lidt over et år tilbage var drømmen også forbundet med tvivl. Ordet ”tvivl” er nøgleordet, når vi taler om en af de største udfordringer som Daniel har mødt på sin vej.
For drømmen om at åbne en utraditionel cykelforretning, hvor fællesskab, cykelture, caféstemning og reparationer af racercykler var det primære fokus, var ikke noget Daniel var sikker på kunne overleve økonomisk.
”Den største udfordring er nok tvivlen. Tvivlen om at turde tage springet. For vi er jo meget jyske.”, siger Daniel.
”Da vi startede, var Lennart og jeg meget i tvivl om vi også skulle sælge racercykler for det økonomiske i forretningen, men det er ikke det, der er vores store passion. Det er den fælles passion for at nørde cykling.
I butikken har de social rides for både mænd og kvinder og arrangementer inden de store cykelklassikere, hvor forretningen laves om til café med øl og godt humør.
”Det er jo de arrangementer vi holder og det fællesskab vi har, der er den helt store drøm, men det er også dem der gav den store tvivl. Er det nok? Derfor er det også vigtigt for os, at vi har reparationerne, for det er dem der er bread and butter”, fortæller Daniel.
Sammen med kompagnonen Lennart, er de lykkedes med at skabe en forretning, som ikke er baseret på opslag på sociale medier og en masse marketing, men passion for cykling, både for dem med cykler til 100.000 kroner og dem til 5.000 kroner.
”Nogle dage vokser tvivlen stadigvæk hos mig, særlig om vinteren, men nu har vi overlevet en vinter og folk kommer jo stadigvæk.”
Fremtiden for butikken kan Daniel ikke svare på, men han glæder sig til flere solskinsdage med fælles ture og forårsklassikere i butikken. De dage viser Daniel at springet var det rigtige og får tvivlen til at forsvinde.
”Nu har vi jo lige rundet et års jubilæum i forretningen, så det går jo ikke så skidt.”, afslutter Daniel.