DSV øger overskuddet, mens krigen i Mellemøsten fortsætter: “Det taler til deres fordel”, forklarer ekspert
Usikkerhed i Mellemøsten fører til stigende fragtpriser, og det har vist sig som en lukrativ forretning for den danske fragtgigant DSV. Det fremgår af virksomhedens eget regnskab for første halvår af 2026. Senioranalytiker Christoffer Benneballe kalder det en typisk tendens.
Luftrumsrestriktioner, stigende oliepriser og omlægning af flyruter.
Det er nogle af de symptomer, som konflikten i Mellemøsten afføder, og som skaber turbulens i den globale luftfragt. Men faktisk har det øgede pres medført en stigning i overskuddet for Danmarks tredjestørste virksomhed, DSV.
Det fremgår af virksomhedens regnskab for første halvår af 2026, der fastslår en stigning i overskuddet på 17,5% i andet kvartal af 2026 sammenlignet med samme periode sidste år.
DSV lægger selv det meget omtalte opkøb af tyske DB Schenker til grund for den store stigning i både omsætning og overskud, men forklarer også, at situationen i Mellemøsten har drevet fragtpriserne i vejret og dermed givet medvind til virksomhedens “Air & Sea”-afdeling, der har set en stigning i overskuddet på 4,9%.
“De gennemsnitlige luftfragts-priser steg markant sammenlignet med sidste år og første kvartal i år, primært drevet af begrænsninger af kapaciteten relateret til usikkerhed i Mellemøsten og stigning i oliepriser. Vi fastholder striks disciplin, når det kommer til prissættelse og agter at sende stigende oliepriser videre til vores kunder”, skriver DSV i halvårsrapporten.
Konflikt taler til DSV's fordel
I regnskabet forklarer DSV også, at omstændighederne har medført en stigning i virksomhedens samlede luftfragt på 10%.
Og den tendens er ikke uforudsigelig i kølvandet på en udbrudt konflikt som den i Mellemøsten, hvis man spørger senioranalytiker hos Nordea, Christoffer Benneballe.
“DSV arbejder på den måde, at hvis de modtager en ordre i dag, så skal de først selv ud at betale en pris med en forsinkelse for eksempelvis olie. Så hvis prisen er kørt op på grund af situationen i Mellemøsten, så kan de opkræve en højere fragtpris.”
“DSV kan altså skrue prisen en anelse højere end, hvad de selv betaler, så konflikten vil umiddelbart tale til deres fordel her i starten”, tilføjer han.
I morgen d. 21. oktober udkommer fragtgigantens regnskab for tredje kvartal.