En nabostrid udviklede sig til vold – nu dømmes svigersøn

En årelang strid mellem to familier kulminerede i et voldeligt opgør.

Foto: Charlie Sebastian Kiirdal
Offentliggjort

Dømt for vold og trusler

En mangeårig konflikt mellem to nabofamilier endte fredag i Retten i Aarhus med en dom på seks måneders ubetinget fængsel til en mand i midten af 30’erne. 

Han blev dømt for trusler og simpel vold for et overfald på sin svigerfamilies nabo.

Den tiltalte trådte roligt ind i det lille retslokale, hvor hans højgravide kæreste og svigerforældre allerede sad samlet i den ene side. I den anden sad den forurettedes kone, som flere gange blev tydeligt berørt under sagen.

Vold på villavejen

Anklageren gennemgik hospitalsrapporten: en næse brækket flere steder, skader på ryggen og brud på ribben. Hun lagde vægt på, at den tiltalte tidligere er dømt for vold, og at han derfor også risikerede reststraf. 

Hun ønskede ham dømt for grov vold og citerede ham for at sige: “Han var nede, så stopper jeg.”

Da billeder af naboens skader skader blev vist på en skærm, brød hans kone sammen i gråd. Dommeren bad anklageren vende skærmen væk fra tilhørerne.

Anklageren fremhævede, at den tiltalte befandt sig på den ofrets grund. Hun forklarede, at han havde tændt en lydoptager på sin telefon, fordi han var nervøs for situationen og ønskede at dokumentere, hvis noget skulle ske. 

Lydfilen blev afspillet i retten, men som dommeren bemærkede, var den svær at høre. Dog fremgik det, at konflikten eskalerede på villavejen et par huse fra ofrets hjem.

Overvågning og nabostrid

Nogle overvågningskameraer på naboens grund, havde længe været et stridspunkt mellem familierne. 

På lydoptagelsen hørtes manden sige: “Det er som du overvåger hele nabolaget.” Kort efter lød tumult og slag. Hans gravide kæreste sad anspændt og trak vejret tungt.

Forsvareren gjorde gældende, at den forurettede ikke var modvillig, men selv havde ønsket at mødes for at fortælle, at han havde rettet kameraerne, som svigerfamilien ønskede. Han undrede sig over, hvorfor det skulle ske fysisk og ikke blot over telefonen. 

Han beskrev episoden som et slagsmål, ikke et overfald: “Begge parter var deltagende. Det er påstand mod påstand.”  Hvis retten ikke var enig, mente han, at sagen skulle dømmes som simpel vold, ikke grov.

Dommen og den kommende mor

Retten fulgte forsvarerens vurdering og dømte manden for simpel vold. Alligevel blev han varetægtsfængslet på grund af tidligere voldsdomme.

Da dommen blev læst op, forblev den tiltalte udtryksløs. Først da dommeren havde forladt salen, brød hans kæreste sammen. Hun skal føde om to måneder og må nu undvære ham både op til fødslen og i barnets første måneder.

Tilbage sad to familier med hver deres brud – på kroppen og i familielivet.

 

Powered by Labrador CMS