En pølseprofeti: Sabina elsker sit arbejde

På Trøjborg står en kvinde, hvis liv slog et knæk - men så fik hun en pølsevogn.

Sabina Sadek i sin pølsevogn ved Trøjborg Centeret.
Offentliggjort

Det lyder måske mærkeligt, men jeg ser Profeten Muhammed som mit forbillede. Både som familiemand, men også som forretningsmand.

Det er faktisk meget tilfældigt, at jeg har en pølsevogn her på Trøjborg. Før havde jeg min egen restaurant i Horsens, og så flyttede jeg til København. Her blev jeg gift, og min mand og jeg havde en foodtruck sammen i København. Det gik ikke, og vi blev skilt efter kort tid. Så mødte jeg Titan, som stod lige ved siden af i sin pølsevogn på Nørrebro.

Titan så, at jeg var ved at pakke min foodtruck ned. Jeg forklarede ham, at jeg var blevet skilt og skulle hjem til Jylland. Så tilbød han mig, at jeg kunne tage hans ekstra pølsevogn med. Nu er vi samarbejdspartnere. Det var slet ikke noget, der var planlagt.

Da jeg var 17 år, blev jeg tilbudt at overtage det cafeteria, jeg arbejdede i, men der havde jeg andre drømme. Jeg ville gerne være læge, men var ikke så god til at sidde stille på skolebænken. Så tog jeg ambulanceredder-uddannelsen i stedet.

Førhen arbejdede jeg også i hjemmeplejen om natten for at få kapital ind. Jeg er det man kalder en arbejdsnarkoman. Jeg synes, det er sjovt. Det er det, der gør, at jeg står op om morgenen. Da jeg kørte selvstændigt med butikken, arbejdede jeg 5-600 timer om måneden. Jeg elsker at komme hjem og være smadret og bare falde i søvn med det samme. 

Min mor siger, jeg har det fra min morfar, Svend-Åge, men han døde, da jeg var tre. Han var købmand i Ålborg. 

Selvom du har ansatte, har en høj stilling eller tjener en masse penge, så er man retfærdig og gør tingene rigtigt. Man snyder ikke med priserne. Der er mange, som mener, jeg skal gøre det dyrere. Jeg har jeg ikke lyst til at snyde folk for at tjene kassen. Vi går ikke efter at blive millionærer. 

Og nej tak til sorte penge – det skal gøres rent. Det skal gøres halal, hvis man kan sige det sådan. Så sover jeg bedre om natten. 

Jeg har ikke nogen nulevende menneskelige forbilleder. Der har været nogle, hvor jeg tænker, ‘hold kæft de gør det godt’. For eksempel Titan. Vi har meget samme stil. Hvis du spørger ham, hvem hans idol er, så vil han nok også sige mig. 

Sabina Sadek, selvstændig erhvervsdrivende med pølsevogn på Trøjborg 

Powered by Labrador CMS