Er du klar til at kæmpe for Danmark?
Ekspert Morten Brænder kommer med tre bud på, hvorfor mere end halvdelen af unge danskere ikke er klar til kamp i tilfælde af en invasion.
1000 danskere er i en ny undersøgelse, lavet af Megafon for TV 2, blevet spurgt, om de ville være klar til at gå i væbnet kamp for at forsvare vores land.
Af de 18-29-årige svarer 54 procent ‘nej’ og 11 procent ‘ved ikke’.
Hvad det kan skyldes, kommer denne artikel nærmere ind på.
Vi har snakket med Morten Brænder, som er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Han har forsket i militærsociologi og peger på tre mulige årsager.
1: Manglende praktisk erfaring
Mange unge har ikke aftjent værnepligt. Hvert år starter 4.500-5.000 danskere i værnepligt.
Derfor har store dele af befolkningen ingen praktisk erfaring, når det handler om at yde militær støtte.
“Der kan være noget med erfaring. Hvis man har stiftet bekendtskab med forsvaret og beredskabet, så ved man, hvad det vil sige at gå ind i det. Det gør en forskel," siger Morten Brænder.
Manglende erfaring kan både Naja Isaksen, der læser medievidenskab, og Søren Pallesen, der læser statskundskab, nikke genkendende til.
“Jeg føler ikke, at jeg har noget træning. Altså jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke føle mig som den bedste kandidat," siger Naja Isaksen
“Jeg har ingen ide om, hvad jeg skulle gøre. Jeg har aldrig været i militæret, jeg har ingen træning, ingen ide om det," siger Søren Pallesen.
2: Krigsbegrebet er fjernt
Der har ikke været aktiv krig på dansk jord i mange år, så idéen om krig ligger fjernt i bevidstheden hos den danske befolkning.
Det påpeger Morten Brænder som en anden af forklaringerne.
“Vi er ikke rigtig i krig, og der er kun en meget, meget lille del, der har erfaring med at være det. Vi har jo ikke som samfund været i en situation, hvor vi ved, hvad det egentlig vil sige. Det skal vi jo huske på er en rigtig god ting," siger Morten Brænder.
Når idéen om, at der er noget der truer os, ligger langt fra vores bevidsthed, kan spørgsmålet være svært at forholde sig til.
Emil Barlow, der til daglig læser statskundskab, har selv svært ved at forstille sig, at Danmark skulle være i krig.
“Krig for mig er lidt en medieting. Det er jo ikke noget, jeg har oplevet på nær hånd, så det er svært at forestille sig, netop hvad der ville ske, hvis der lige pludselig var krig," siger han.
3: Unge er flytbare
Den tredje årsag er, at unge er mere flytbare end de ældre generationer, da de ikke er bundet af de samme fysiske ting.
De ældre generationer har i højere grad forpligtelser i form af hus og familie hvilket, ifølge Morten Brænder, kan gøre dem mere tilbøjelige til at være klar på at forsvare landet.
“Hvis man er ældre, har man måske i højere grad forpligtelser til der, hvor man er. For eksempel familie, hus og andre ejendomme. Derfor er man måske i højere grad villig til at sige: "Det er der ikke nogen der skal tage fra mig”, hvor man jo lettere kan flytte sig som ung – men her gætter jeg bare," siger han.
Der kan altså være flere grunde til at over halvdelen af unge danskere ikke føler sig klar til kamp, men Morten Brænder fremhæver den manglende erfaring som den vigtigste faktor.
“Har man erfaring med organisationen eller ej? Det gør en kæmpestor forskel,” siger han.