Et ideal der aldrig forsvandt

Skinny is back. Sådan lyder det ofte, når det tynde kropsideal igen fylder på sociale medier og i populærkulturen. Men ifølge August Lohse, postdoc i Social Data Science, som blandt andet har forsket i, hvordan skønhedsidealer har udviklet sig, eller rettere ikke har udviklet sig. For det tynde ideal er aldrig forsvundet. 

De seneste år er der ganske vist kommet større fokus på kropsdiversitet, og flere forskellige kropstyper er blevet repræsenteret i mode- og mediebilledet. Men ifølge Lohse har det ikke ændret grundlæggende på, hvordan den typiske modelkrop ser ud. 

“Det er aldrig forsvundet. Vi har bare haft en smule mere diversitet eller fokus på diversitet. Men de modeller, der er blevet brugt til at repræsentere verden, har aldrig været tykkere. De har altid været helt vildt tynde.”  

Der er dog kommet større fokus og snak om emnet, efter at en ny tendens i Hollywood er begyndt at vise sig. På de sociale medier har der spredt sig en stor bekymring af de nyeste billeder og videoer fra nogle af verdens største stjerner for eksempel Ariana Grande, Demi More, Margot Robbie og Jenna Ortega. Som tydeligt har været igennem et vægttab, og fremstår lige så slanke som topmodeller.  

Og måske er det netop derfor, at idealet stadig har så stor betydning. For når en bestemt krop bliver opfattet som mere attraktiv end andre, kan det ikke kun handle om udseende. Det kan også have betydning for, hvordan man bliver mødt af andre mennesker. 

Skinny is back – men denne gang må vi ikke snakke højt om det 

Samtidig spiller sociale medier en central rolle i den måde, idealerne bliver præsenteret på. Men det er ikke så simpelt som at sige, at algoritmerne bare viser os tynde mennesker. 

Der sidder ikke nødvendigvis nogen hos Meta og programmerer algoritmerne til kun at vise slanke og smukke kroppe. Algoritmerne formes blandt andet af det indhold, brugerne selv ser på, interagerer med og deler. På den måde kan idealerne opstå og forstærkes i et samspil mellem brugere, platforme og populærkultur. 

Og idealet ser heller ikke nødvendigvis ud, som det gjorde tidligere. 

Før talte vi åbent om heroin chic, slankekure og ønsket om at blive tynd. I dag bliver den samme stræben ofte pakket ind i et andet sprog. Det handler om morgen rutiner, fitness, “what I eat in a day”, træning og selvkontrol. 

Man siger måske ikke længere: “Jeg vil være tynd.” Man siger: “Jeg vil være sund.” 

Men hvis resultatet stadig er den samme meget slanke krop, er spørgsmålet, om idealet egentlig har ændret sig – eller om det bare har fået et nyt sprog. 

Når skønhed bliver en fordel 

På den måde kan et gammelt skønhedsideal få nyt liv på sociale medier. Ikke nødvendigvis fordi algoritmen har besluttet, at tyndhed skal være idealet, men fordi brugerne selv er med til at belønne og sprede bestemte billeder. 

Der findes et fænomen der kaldes “pretty privilege “eller “skønhedsprivilegium”. Begrebet dækker over de sociale og samfundsmæssige fordele, der kan følge med at blive opfattet som konventionelt attraktiv. 

Ifølge August Lohse kan udseendet blandt andet spille en rolle på arbejdsmarkedet. 

Og det er ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi ser på os selv. Ifølge Lohse kan det at blive opfattet som attraktiv også have konkrete konsekvenser. Han peger på forskning, der viser, at attraktive mennesker blandt andet kan have større sandsynlighed for at blive indkaldt til jobsamtaler og få en højere løn. Han fremhæver også, at attraktive mennesker kan blive opfattet som mere kompetente, selv når deres faktiske evner ikke nødvendigvis er anderledes.  

“Du kan få flere jobsamtaler, du kan få mere i løn, og du kan blive anset som mere kompetent, fuldstændig uagtet din reelle kompetence, altså hvor god du reelt er til dit arbejde.” 

Ifølge Lohse kan den slags fordele desuden få betydning over længere tid. En fordel tidligt i arbejdslivet kan eksempelvis være med til at føre til bedre karrieremuligheder senere. 

For hvis samfundet faktisk belønner bestemte kroppe, kan man så forvente, at mennesker ikke forsøger at opnå dem?