Et kursus i katastrofesituationer forsikrede Line i, at hun er, hvor hun skal være

"Hvem gider arbejde på et sygehus resten af deres liv? Sådan tænkte jeg i gymnasiet. Jeg skulle i hvert fald ikke være læge. Det var helt sikkert. Men nu er jeg i gang med ottende semester på medicinstudiet. 

I mit sabbatår arbejdede jeg som livredder. En dag havde Forsvaret en øvelse i vandet, og de havde en læge med. Der tænkte jeg, wow, kan man også være læge på den måde? 

Jeg troede egentlig, jeg skulle være ingeniør, men den dag åbnede sig en hel ny verden af måder at være læge på. Det blev jeg ret inspireret af.

Jeg flyttede fra Sjælland til Aarhus for at starte på medicinstudiet, og det var svært i starten. Jeg skulle finde ud af, hvordan man læser på universitetet. Der er ikke nogen, der hjælper én igennem det ligesom der var i gymnasiet. Og samtidig flyttede jeg til en helt ny by og skulle finde nye venner. Det var en stor omvæltning, og jeg var stadig i tvivl, om det var det rigtige.

På bacheloren sidder man mest og læser. Det er bare teori. Jeg følte, at jeg gjorde det af pligt og ikke interesse. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig det. På fjerde semester begyndte jeg at deltage i nogle frivillige kurser for at komme væk fra bøgerne.

Et af de kurser handlede om katastrofesituationer, og det gjorde stort indtryk på mig. Jeg fik rollen som teamleder og skulle have overblikket over situationen. 

Der er røg og høje lyde, og der ligger fem, der spiller patienter og råber og skriger. Det var jo skuespillere, men det virkede ægte. Jeg skulle tænke klart i situationen.

Bagefter var jeg lidt rundt på gulvet. Hvad skete der lige der? Men samtidig var det virkelig fedt. Jeg kunne endelig bruge det, jeg læste i bøgerne, til noget. Jeg kunne pludselig se mig selv i rollen et sted ude i fremtiden. Det kursus gav mig en følelse af, at jeg er landet det rigtige sted. Jeg er, hvor jeg skal være."