Et liv alene

Elisa Andersen fik aldrig børn. Hun ønskede sig dem, da hun var ung, men efterhånden som hun blev ældre, voksede hun fra ideen. ”Det skete bare aldrig”, fortæller hun. Der var andre ting i hendes liv, som fyldte. Desuden fik hendes to søstre mange børn, og i næsten 30 år har hun arbejdet som folkeskolelærer, så i mange henseender var der børn i Elisas liv. Hun har aldrig fortrudt ikke at få børn.

Har du aldrig følt dig ensom?

 "Jo selvfølgelig. Det har alle prøvet", fortæller hun med et smil, der siger: vent du bare og se. "Men det er lang tid siden".

Elisa har boet alene i mange år. Hendes mand døde af kræft i 40-årsalderen, og tanken om at finde en ny partner, har ikke strejfet hende, selvom hun måske var ensom lige efter, han gik bort.

”Jeg elsker ham stadig, og jeg det rart i mit eget selskab.”

Elisa har aldrig set en grund til at finde en ny mand, hun ved allerede, hvem hun elsker. Desuden har Elisa masser af bekendte, familie og venner, og hun føler sig aldrig ensom længere. Modsat elsker hun, at hun kan bestemme over sig selv, og ikke tage højde for nogen andre.

”Jeg besøger dem, når jeg savner nærvær, og så tager jeg hjem igen, når jeg ikke gider mere.” 

Når hun så har været alene, så har hun fyldt tomrummet med alverdens håndværk og hobbyer.

Især at male, er noget Elisa husker, hun har gjort, siden hun kunne holde på en pensel. Det startede som store malerpletter på papiret, og nu maler hun detaljerede huse, æbletræer, og vandløb.

Så længe hun har kunnet huske, er hun kommet hjem efter en lang skoledag, også har hun malet. Først på hendes barndomsværelse, så udenfor, så i køkkenet, da hun boede i en københavner 1-værelses, så i et hjemmeindrettet atelier og nu i stuen. Hun har i fem år boet i et lille rækkehus med sin hund Walter og kan male lige, hvor det passer hende.