Et pusterum i barselsboblen

Med babyer i favnene og bingoplader på bordene mødes mødre og fædre til et afbræk fra legetæppet derhjemme. Selvom små næser bliver pudset og babyalarmer holdes op til ørerne, er der stadig plads til, at de nybagte forældre kan få kvalitetstid sammen.

En lang række barnevogne står parkeret langs Ridehusets vægge, hvor programmet står på barselsbingo
Offentliggjort

Kvinder med klemmer i håret og stofbleer over skuldrene sidder bænket ved de lange træborde. Bordene er fyldt med mønstrede tæpper, hvor babyer iført jordbærhuer og bløde striktrøjer slænger sig, mens snak og grin udveksles over dem.   

Under Ridehusets store hvælvinger samles mange mødre og enkelte fædre, hvor der denne onsdag eftermiddag inviteres indenfor til spil og samvær.

Aarhus festuge består ikke kun af høj musik og drinks men byder også på rolige arrangementer, hvor nybagte forældre kan komme ud fra hjemmets fire vægge og springe barselsboblen.   

Ud i byen

Det første nummer 'Gamle Ole' annonceres oppe fra scenen, og præmiebordet er fyldt med tøj og bamser. Ud af højttaleren spiller John Mayers ”Slow Dancing in a Burning Room” og den stille guitar blander sig med lyden af babygråd.  

I midten af den store sal sidder parret Mille Vedsted og Mathias Switzer. På bordet imellem ligger deres datter Vilde på fem måneder, som med store blå øjne spejder ud i det livlige rum. Mille skulle rigtig have været afsted med en veninde men får i stedet selskab af Mathias, som har kigget forbi i sin frokostpause.

”Det er meget hyggeligt, jeg er overrasket over hvor mange mennesker der er her” siger Mathias.

Rundt omkring dem er mødegrupper, veninder og andre forældrepar samlet i små klynger. Sludren og grin fylder det store rum, mens babyer bliver løftet over hovedet eller kysset på æblekinderne.

I sin barsel prioriterer Mille at komme ud af den lille lejlighed.

”Det er hyggeligt at lave noget og komme ud ad døren i stedet for at ligge på legetæppe derhjemme på stuegulvet.”

Hun synes, at det bliver kedeligt i længden at være derhjemme eller gå lange ture med barnevognen. Parret kan godt lide at komme ud og bruge byen, og det er nu anden gang, at Mille deltager i barselsbingoen.

”Jeg elsker åbenbart banko” siger hun med et smil.

Et roligt tempo

Undervejs er der indlagt pauser til bleskift og amning. Fra baren i midten balanceres friske forsyninger rundt mellem bordene, og tortillapandekager fra madboden spreder en krydret duft.

”Det er altså lappen i vejret når man får bingo”. De fleste tal er blevet råbt op, og annoncøren må skrue op for mikrofonen for ikke at blive overdøvet af den summende snak rundt om bordene.

De farvede brikker fylder halvdelen af Mathias og Milles plade. Mathias er ikke helt tilfreds.

”Det er lidt ærgerligt vi ikke har vundet noget men det er et klasse arrangement.”

For Mille er spillet ikke den primære grund til, at hun trillet barnevognen ned til Ridehuset.

”Det er bare hyggeligt at være et sted hvor der er andre mødre og babyer.”

De sidste numre er blevet råbt op, og præmierne er fordelt ud. Det får dog ikke forældre og babyer til at forlade Ridehuset endnu. Baren er stadig åben, og barselsboblen derhjemme må vente.  

Powered by Labrador CMS