Færdigsovs erstatter kulturarv 

Børnefamiliers tendens til at spise flere færdigretter går ud over sundhed og madkultur.

Et tilstrækkeligt kendskab til råvarer skaber et godt udgangspunkt for sunde kostvaner
Offentliggjort

En færdiglavet sovs på køkkenbordet. Kødboller fra frost i airfryeren. For mange børnefamilier er det blevet normalen i en hverdag, hvor tid er en mangelvare.

48 procent af børnefamilier bruger convenience-løsninger, hvilket er langt oftere end andre husstande, ifølge Landbrug & Fødevarers analyse fra juni 2025.

De officielle kostråd

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget 
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand
  • Kilde: Fødevarestyrelsen

"Vi kender alle sammen fortællingerne om trætte børnefamilier. Når man ikke føler, at man har tid til at lave mad, er det jo klart, at de helt eller delvist færdiglavede løsninger ligger lige til højrebenet," siger Nana Balle, der er kommunikationsrådgiver og arbejder med grøn madomstilling.

Barnemad

Det handler om tid, men også kultur. Rapporten viser, at børnefamilierne er toneangivende: De bruger 40 procent mere på dagligvarer end andre, og deres valg styrer både supermarkedets hylder og fødevareindustrien. 

Convenience-produkter er færdiglavede eller delvis færdiglavede fødevareprodukter, hvor en del af forberedelsestiden, energiinputtet eller behovet for madlavningsevner bliver reduceret.

"Man skal skelne mellem en helt færdig ret til mikroovnen og en skyllet pose salat", mener Nana Balle.

Convenience er ikke et entydigt usundt koncept. Det er andet end fastfood. Snittede grønsager på frost og færdiglavet tomatsovs er begge eksempler på convenience-løsninger, man også kan finde i supermarkederne. 

Hurtige løsninger kan koste dyrt 

Convenience sparer tid, men har en anden pris. Mange færdigretter er ultraforarbejdede med tilsætningsstoffer, hvilket gør dem energitætte og nemme at spise i store mængder. 

Det øger risikoen for overvægt, type-2 diabetes, hjertekarsygdomme og kræft, ifølge Kræftens Bekæmpelse. 

"Når man bruger færdigretter, så fjerner du dig fra råvarer. Man fjerner sig fra sin selvhjulpenhed, og mister kontrollen over, hvad der er i det, man spiser," advarer Nana Balle. 

Hun mener, at vi skal tale om vores madkultur og maddannelse, fordi vi har en kulturarv, som langsomt men sikkert er ved at forsvinde. Færdiglavede komponenter som pizzadej og tomatsovs gør madlavningen hurtigere, men fjerner færdigheder og fællesskab omkring råvarer. 

Her er gode råd gratis

Hun fremhæver de nye klimakostråd som en hjælp og rettesnor for, hvordan man kan spise sundt og varieret. 

Det er også en guide til, hvilke råvarer man skal prioritere i sin kost, hvis man gerne både vil være sund og tage klimahensyn. Hvis vi vil bevare madglæden og vores madkultur, kræver det handling. 

"Vi skal sætte ind på, at øge vores maddannelse. Hvad vi spiser, er noget af det mest fundamentale i vores liv. Det skal vi altså kunne selv. Både for at forstå vores råvarer og respektere den jord, som råvarerne kommer fra," mener Nana Balle. 

Powered by Labrador CMS