Færre kommuner dumper normeringer – men papirtal garanterer ikke god kvalitet for børnene.
Nye tal viser fremgang i kommunernes minimumsnormeringer. Men i børnehaverne er kampen om nærvær og pædagogisk faglighed langt fra vundet.
Syv danske kommuner lever ikke op til normeringskravene i børnehaverne.
Det viser en opgørelse for 2025, som Danmarks Statistik har offentliggjort mandag.
Der er tale om kommunerne Ringsted, Odder, Holstebro, Ikast-Brande, Struer, Brønderslev og Thisted.
Det er færre end i 2024, hvor der til sammenligning var 14 kommuner, som dumpede kravet.
Det politiske krav er, at der skal være minimum én pædagogisk ansat til seks børn i børnehaverne.
Normeringerne er blevet bedre, og det er et vigtigt første skridt for at sikre kvaliteten i vores daginstitutioner, siger formand ved pædagogernes fagforening BUPL, Elisa Rimpler.
Men trods den positive udvikling er der stadig grund til bekymring, “Der er brug for at bygge oven på, for mange steder opleves normeringerne på papiret meget fjernt fra virkeligheden, siger hun.
Dette kan også ses på andelen af udannede pædagoger, som siden 2019 er faldet fra 57 procent til 50,6 procent i dag.
Kvalitet kan ikke opgøres i tal
Men er minimumsnormeringerne overhovedet retvisende?
I en lokal børnehave i Jelling mærker personalet dagligt konsekvenserne af, at normeringerne også tæller langtidssygemeldte, ledere og støttepædagoger. Det siger leder i børnehaven, Grangård, Lone Hagensen.
“Det er jo mange ting der, der går under det tal. For eksempel, er jeg som leder en del af tallet. Det tager ikke højde for, hvis der er pædagoger på uddannelse, eller hvis der er en enkelt sygemelding. Der ligger mange ting skjult i tallet, så det er ikke bare ligetil”
Hagensen synes ikke minimumsnormeringer nødvendigvis er værd at stræbe efter. Hun vil gerne være mere ambitiøs.
“Vi skal ikke stille os tilfredse med et minimum. Jeg vil hellere stræbe efter god kvalitet i dagstilbudene og det kan ikke opgøres i tal, men derimod den måde vi er sammen med børnene på.”
Efter Ritzau