Fald i brugen af p-piller: Unge kvinder vælger hormonprævention fra
De seneste ti år er andelen af unge kvinder, der tilvælger hormonpræventionen p-piller faldet hvert eneste år.

Færre unge kvinder vælger i dag p-piller som prævention. P-piller er en hormonbaseret præventionsform, som forhindrer ægløsning, og selvom pillen har været på markedet i årtier, får nyere fokus på bivirkninger, som blodpropper og depression, flere til at fravælge den.
I 2014 brugte 564 ud af 1000 danske kvinder i alderen 18-24 år hormonpræparatet.Ti år senere er tallet faldet til 310, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som Jyllands-Posten har trukket. Tendensen ses også hos kvinder mellem 25 og 44 år, hvor antallet er gået fra 223 til 95 per 1000.
Professor og overlæge i almen gynækologi, Pernille Ravn, fra Odense Universitetshospital udtaler til Jyllands-Posten, at faldet skyldes øget opmærksomhed på bivirkninger.
”Vi trænger til, at kvinder har flere valg i paletten af præventionsformer, hvor der ikke er så mange bivirkninger. At have en effektiv præventionsform med lavere dosis hormon må være at foretrække.”
Blandt de kendte bivirkninger ved p-piller er hovedpine, nedsat sexlyst, humørsvingninger og akne. I sjældne tilfælde ses blodpropper og depression.
P-piller har været på markedet i årtier og regnes som en sikker præventionsform. Salget toppede i 2005, hvor 426.320 personer brugte pillerne. I 2023 var tallet 202.385. Det skrev Berlingske sidste år på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Efter Ritzau