Far gjorde det, og Farfar gjorde det før ham. Men familietraditionen stopper hos Jan
Han husker, hvordan han hjalp sin far nede på havnen for mange år siden. Jan valgte at træde i hans fodspor. Men hans egne børn bliver næppe fiskehandlere
Han er tredjegenerationsfiskehandler, men der bliver ikke en fjerde.
Det fortæller 64-årige Jan bag disken, som har brugt 27 år på at sælge fisk omkring Aarhus. I dag står han parkeret ved Nordre Strandvej i Risskov, som han gør hver onsdag. Det er hans barndomshjem, og eftermiddagens stamkunder taler familiært med ham.
Igennem årene har han dog også prøvet sig i andre erhverv, blandt andet som lagerchef og tøjhandler. Men han endte med at føre familietraditionen videre – en profession, som hans farfar Jakob begyndte på for 110 år siden.
“Min families gener har altid gerne ville arbejde i det salte,” forklarer Jan, idet han med rutinerede bevægelser sætter nye fiskefileter frem i disken.
Det er svært at drive fiskehandel, og ikke specielt lukrativt. Men Jan holder fast ved mottoet, at det er vigtigt at arbejde med noget, der giver glæde, omend man så tjener mindre på det.
“Jeg finder stor glæde i den daglige kontakt jeg har med mine kunder. Det var der ikke det samme af i tøjforretningen.” siger han.
“Jeg får også foræret en del tegninger. Forleden fik jeg én med både vogn og skib på. Han var lige begyndt på engelsk i folkeskolen, så over havde han skrevet world’s best fisherman.”
Jan har to børn i tyverne. Hans datter læser international kommunikation, og hans søn til spilprogrammør. Han tvivler på, at familietraditionen fortsætter. Generne er måske endda blevet træt af det salte. Sønnike er sågar allergisk for fisk.
Men det går ikke Jan på. Tværtimod. Han vil altid være der som støtte for sine børn, men mener også, at han hellere vil se dem vælge deres egen vej i livet.
For Jans vedkomne, så ser han ikke sig selv stoppe som 67-årig. Han vil komme til at savne den daglige kontakt han har i hverdagen. Så han har tænkt sig at blive hængende så længe helbredet tillader.
Jan Kaae, 64 år, tredjegenerationsfiskehandler fra Risskov.