Far sigtet for vold mod sin egen datter: ”Jeg har aldrig haft fat i hende med vold – eller kvælertag!”
I over 600 af de sager om vold mod børn, der blev anmeldt i 2022, var det forældrene, der blev sigtet for at begå volden. Ifølge Børns Vilkår har der aldrig været så mange sager om vold mod børn, som der er nu.
En velklædt mand træder ind i retslokalet. Hans blik er både seriøst og skrøbeligt, og hans hænder er knyttede omkring habitjakkens ærmer. Han er far, og han er tiltalt for vold mod sin tiårige datter.
Dommeren læser anklageskriftet op og specificerer, at volden, der er tale om, er kvælertag. Tiltalte dømmes skyldig for volden og idømmes 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste, selvom han ikke erkender forholdene.
Børns Vilkår om vold begået af forældre
En statusrapport fra 2024 fra Børns Vilkår fortæller, at der i 2023 var flere børn end nogensinde, der var ofre i sager om anmeldte voldsforbrydelser. Rapporten viser også, at i 665 af de voldsforbrydelser, der blev anmeldt i 2022, var det forældre, der var sigtet i sagerne.
”Jeg har aldrig haft fat i hende med vold - eller kvælertag!” siger tiltalte højt, næsten hektisk.
Han fortæller, at datteren græd, skreg og hyperventilerede, og at moderen bad ham om at få styr på hende.
De to forældre boede dengang stadig sammen, selvom de var blevet separeret.
Afhøring af den tiårige datter
På en tv-skærm i retslokalet starter videoafhøringen af den tiårige datter.
Pigen sidder i en lænestol, mens end kvindelig afhører, med en blid og kærlig stemme, forklarer, at i det her rum må man sige alt, men at det er vigtigt, at det er sandt. Pigens ben når ikke gulvet. De dingler i luften, mens hun fortæller, at hun bor et hemmeligt sted sammen med sin mor og lillesøster. Hun er bange for, at hendes far ved, hvor det er, forklarer hun.
Afhøreren rækker hende en bamse, der forestiller en abe. Med en hånd rundt om bamsens hals og den anden hånd knyttet ned langs siden, viser hun hvordan, hendes far gjorde, og siger højt:
”Jeg kunne ikke trække vejret!”
Hun fortæller, at det skete to gange. Hun fortæller også, at lillesøsteren engang var blevet holdt fast om armen så hårdt, at den var blevet helt rød.
Videoafhøringen varer i over en halv time, og alles blikke er rettet mod skærmen. Tiltaltes øjne viger heller ikke fra videooptagelsen, der tydeligvis påvirker ham.
Ekskonens forklaring
Ekskonen tager plads ved vidneskranken. Hun fortæller, at hun kom ind i soveværelset og så ham holde om datterens hals, mens datteren græd og skreg. Hun viser med hænderne, hvordan han holdt fast og kalder det ”en farlig situation”.
Det skete to gange indenfor et par uger eller måneder, for to eller tre år siden, men hun har svært ved at være med præcis.
Inden retten trækker sig tilbage, tager forsvareren ordet. Han siger, at sagen er svær, og at afhøringerne burde have fundet sted meget tidligere. Han minder retten om, at tiltalte utvivlsomt holder meget af sin datter og stiller sig undrende overfor, at ekskonen ikke meldte manden tidligere.
Anklageren lægger vægt på moderens og især pigens forklaring, som han finder meget troværdig og slår fast, at der er tale om vold.
Tiltalte får det sidste ord. Han ryster på hovedet og fortæller, at ekskonen må have manipuleret datteren til at sige, som hun gjorde.