Fire år efter overfald i Jægergårdsgade: en ud af fem mulige gerningsmænd idømt fængsel
En mand blev overfaldet med skruetrækker og kniv foran Værestedet Jægergårdsgade i 2022, knap fire år senere bliver en gerningsmand nu idømt en fængselsstraf for overfaldet.
Ifølge vidner var der fire-fem mænd, som deltog i det voldelige overfald i Jægergårdsgade d. 18. april 2022. Det er nu kun den ene, som er blevet idømt en fængselsstraf, d. 20. marts 2026.
Overfaldet opstod som følge af en konflikt, der handlede om en pibe kokain, og eskalerede hurtigt til en voldelig hændelse.
Uskyldig indtil det modsatte er bevist
Sigtelserne mod de resterende mænd, der er blevet udpeget af vidnerne, er frafaldet, eftersom politiet vurderede, at der ikke var tilstrækkelige beviser i deres sager.
Dette fortalte forsvarsadvokaten i retslokalet, da han udtrykte sin frustration og kaldte det ”rent held”. Anklageren kunne bekræfte, at det som regel handler om manglende beviser, når man vælger ikke at føre sag.
Et voldsomt overfald
Offeret er blevet sparket, slået, stukket med kniv og angrebet med jernrør, skruetrækker og en hvid, keramisk genstand, som er blevet brugt til at slå ham i hovedet.
Offeret blev syet i overlåret og fik skader på lænden og hovedet.
Gerningsmanden, der ifølge ham selv er tidligere stofmisbruger og kom regelmæssigt på værestedet da hændelsen fandt sted, var tiltalt for 24 forskellige kriminelle forhold, herunder hæleri, våbenbesiddelse, færdselsovertrædelser og grove vidnetrusler.
Grove vidnetrusler
Efter overfaldet har gerningsmanden truet et vidne med følgende udsagn:
”Du skal ikke nævne nogen navne til politiet, ellers skærer jeg hovedet af hele familie.”
Dette har vidnet udtalt i sin afhøring, der foregik umiddelbart efter overfaldet. Derfor er gerningsmanden også dømt for grove vidnetrusler.
Rabat i retten
Anklageren foreslog originalt en straf på 21 måneder, men fordi sagen har varet så længe, og fordi han er tiltalt for i alt 24 forskellige kriminelle forhold, får han en del ”rabat” på dommen, som man kalder det.
Det vil altså sige, at dommen bliver mildere, fordi man behandler de forskellige lovovertrædelser samlet, og fordi den tiltalte ikke selv er skyld i en usædvanligt lang behandlingstid i sagen.
Han er blevet dømt skyldig for 22 af de 24 forhold, og får samlet set 15 måneders fængsel, hvoraf de sidste 9 måneder er betingede.
Derudover skal han betale halvdelen af sagens omkostninger, mister kørekortet i 10 år, de stjålne genstande konfiskeres og han skal betale erstatning i en sag om et mildere røveritilfælde.