Fiskegudstjeneste: En forkynder i olieregntøj
En af Danmarks nyeste skud på influencerstammen, har sin daglige gang i et koldt industrilokale på Aarhus havn, hvor han hver dag kæmper en kamp for godt og bæredygtigt fiskeri. En kamp der er ledt til en større følgeskare af folk, som i virkeligheden ser ham mere som en form for fiskens messias, end en klassisk fiskehandler, og som gladelig bruger deres hverdagsaften på at vise solidaritet med fiskeinfluenceren.
Det kølige lokale fyldes for en stund af latter, da Jakob Clausen lidt kækt får fortalt, at han mener den følgende tilberedningsmetode for fisk, burde stå på første side af biblen. Den, som han selv siger ”lidt blasfemiske”, kommentar passer i virkeligheden ret godt til stemningen i lokalet. Som en præst fra en prædikestol, står Jakob Clausen lidt hævet over den folkemængde der er mødt op i fiskehandlen. Der er et trecifret antal ører, der opmærksomt følger med, og når der en sjælden gang er en pause i talestrømmen, er rummet så stille at man også helt bagerst, tydeligt kan høre lyden af fiskeben der knækker under fileteringsknivens blad.
De mange tomme fiskeøjne, der normalt betragter Jakob Clausen, når han trisser rundt på betongulvet, med en blanding af The Minds of 99 og C.V Jørgensen som strømmende ud i rummet, er skiftet ud med opmærksomme tilskuere, som løbende strækker sig op på tæerne, for at få et glimt hen over mængden af hoveder, af de fisk Jakob Clausen fortæller om, og især af Jakob Clausen selv.
En divin sag
P. Clausens fiskehandel plejer at være lukket på dette tidspunkt, men lige denne aften er der fyldt i butikken. Det store bord, der normalt huser isbunker, som køler havkatte, poser med muslinger, rødspættefileter og bakker med fiskefars, er nu rullet ned mod baglokalet, så flere gæster kan stå skulder mod skulder med drikkevarer på glasflasker i hænderne. Løbende stikker tilskuerne deres telefoner op i luften for at filme eller tage billeder af den karismatiske jyde.
Præstekjolen er skiftet ud med orange regnbukser, og i stedet for kraven har Jakob Clausen den karakteristiske orange hue på, som man kender fra fiskehandlens sociale medier, men alligevel hersker der en næsten religiøs stemning i forsamlingen. Det må siges at være en sag der betyder noget, både for Jakob Clausen, og for den diverse gruppe gæster, som denne hverdagsaften bruger et par timer, på at besøge forretningen på havnen i Aarhus.
Alt fra familier med mor, far og børn, til unge venindegrupper er at finde hos P. Clausen denne aften. Nogle ankommet i kørestole, andre svinger forbi som en del af løbeturen iført fuldt planet-nusa løbetøj. Et venindepar er kommet fra den lokale kajakklub, som er blevet enige om at næste arrangement skal rundes af med stjerneskud fra P. Clausens.
”Jeg er her jo også for at vise støtte, jeg vil gerne hjælpe med at de ikke skal gå konkurs”, siger Camilla Quist Laursen, som selv er blevet bevidst om sine spise- og indkøbsvaner grundet Jakob Clausens fokus på fiskeopdræt.
Hun har skåret alt opdrættet fisk ud af sin diæt, sagen om laksegate har simpelthen gjort hende opmærksom på at det ikke var noget hun ville støtte.
”Jeg har tidligere været meget opmærksom på hvilke produkter jeg købte, og Jakobs beslutning mindede mig om hvor vigtigt der er for mig. Det gik op for mig at mine værdier jo er skredet fuldstændigt”,fortsætter Camilla, med en snert af taknemmelighed for fiskemanden, som igen har åbnet hendes øjne for noget hun tidligere har været passioneret omkring.
Fiskemanden i fokus
Jakob Clausen selv optræder som en bramfri informationskanal for bæredygtigt fiskeri. Selvom han deler ud af sine bedste tilberedningstips, smider han jævnligt en kommentar om havklimaet og landbruget. Det hele leveres med karakteristisk jysk charme og en god portion bandeord, der får selv de tungeste budskaber til at glide lettere ned.
Der er ikke mange spørgsmål, der reelt set omhandler fisk da foredraget lakker mod enden. Fokus ligger på den enormt mediedækkede beslutning om at stoppe med at forhandle opdrættet fisk, den såkaldte ’laksegate’. En beslutning Jakob Clausen, og resten af familien bag Danmarks ældste fiskehandler, var nervøse for modtagelsen af, men som nu er grund til at en skare af aarhusianere afsætter deres aften, til at lytte på fiskemandens budskaber.
Da han til sidst opfordrer de fremmødte til at dele den viden de har fået, med deres omgivelser, mærkes et engagement i rummet, som man sjældent oplever i en fiskehandel. En kvinde i salen bryder tavsheden med et: "Flere som dig!". Kommentarens efterklang mødes af en bred enighed, som tegner et billede af at netop denne holdning, har været udslagsgivende for manges beslutning om at møde op denne aften. Flere hoveder er beklædt med merchandisehuer dekoreret med Fiskehandlens logo, og selv efter den overvældende klapsalve der havde til hensigt at lukke ballet, er der en form for folkevandring op omkring Jakob Clausen, så publikum kan sende nogle rosende ord hans retning, inden de igen drager hjemad, nogen helt til Viborg.
"Han er jo bare virkelig inspirerende. Der mangler flere som ham," siger Zakia Schou på vej ud ad døren. Og denne aften står det klart, at Jakob Clausen for mange ikke blot er en fiskehandler men en ildsjæl, og at hans risikable beslutning om at fjerne opdrættet fisk fra hans forretning, har skabt en bevægelse, som han selv er blevet profet for.