Flere danskere undgår nyheder: "Det handler godt nok meget om krig og ødelæggelse"
Stigende tendens kan udfordre den offentlige samtale. Flere danskere på tværs af aldersgrupper vælger aktivt nyhederne fra. Krig, konflikt og et overvældende nyhedsbillede er nogle af årsagerne. Det viser rapporten Danskernes brug af nyhedsmedier fra RUC.
I 2026 svarer 34 procent af danskerne, at de tit eller nogle gange undgår nyheder. I 2025 var tallet 27 procent. Det er altså en stigning på syv procentpoint på bare et år.
Rapporten peger på tre væsentlige forklaringer, som danskerne tidligere har angivet i 2025. For det første oplever nogle, at nyhederne har for stort fokus på krig og konflikt. Derudover peger nogle på, at nyhederne gør dem i dårligt humør. Den tredje forklaring er, at den samlede mængde af nyheder kan virke overvældende.
23-årige August Frandsen kan godt forstå, at mange vælger nyhederne fra på grund af det nedslående indhold. Han mener, at de nuværende kriser fylder meget i nyhederne, og at det kan påvirke dem, der følger med.
”Det er den verdenssituation, vi er i. At der er en i USA, der er lidt hurtig på aftrækkeren, og at der bare sker flere dårlige end gode ting.”
Ifølge August Frandsen kan det også være med til at skabe en oplevelse af, at det primært er de dårlige historier, man møder, når man følger med i nyhederne.
”Det påvirker dem, der ser nyhederne og læser nyhederne. Man får den tanke, at alt er dårligt grundet indholdet i nyhederne.”
August Frandsen har også forståelse for mediernes opgave og for, at de er nødt til at oplyse om de dårlige ting, der sker ude i verden. Selvom indholdet kan være med til at få nogle til at vælge nyhederne fra, mener han altså samtidig, at mediernes pligt er at oplyse om hvad der sker.
Trods den stigende nyhedsfravælgelse er der stadig stor tillid til medier og nyheder i den danske befolkning.