Flere og flere danskere undgår nyhederne: "Jeg bliver så træt og ked af det"

Undersøgelser viser, at der generelt i Danmark er opstået en tendens til bevidst at undgå nyheder. Nyhedsundgåelsen er desuden et voksende fænomen.

Liv Kræmmer på 23 år undgår aktivt nyheder i sin hverdag. Her ses hun på en regnfuld mandag i Mølleparken i Aarhus omgivet af sine venner, der skater og nyder hinandens selskab.
Offentliggjort

 Liv Kræmmer på 23 år, undgår bevidst nyheder i sin dagligdag.

"Jeg bliver så træt og ked af det af at høre, hvad der foregår, derfor kan jeg godt lide at undgå det", siger hun, og det er hun bestemt ikke alene om.

Antallet af danskere, der undgår nyheder er nemlig steget med syv procentpoint i løbet af det seneste år, viser ny undersøgelse.

I gennemsnit undgår 34 procent af den danske befolkning bevidst at se, høre og læse nyheder.

Andelen af danskere, der undgår nyheder, er altså vokset siden 2025, hvor gennemsnittet lå hele syv procentpoint lavere end i år, nemlig på 27 procent.

Det fremgår af rapporten ”Danskernes brug af nyhedsmedier 2026”.

Krig, konflikt og dårligt humør

Nyhederne undgås primært, fordi de opleves som havende et for stort fokus på krig og konflikt, fordi brugerne bliver i generelt dårligt humør af nyhederne, eller fordi de føler sig overvældet af mængden af nyheder og undgår dem af den grund.

Årsagerne til danskernes nyhedsundgåelse er ikke blevet kortlagt i dette års rapport, men ser man på tidligere års rapporter, hvor respondenterne har fået stillet de samme spørgsmål, er det disse tre årsager der går igen.

Det er Liv Kræmmer på 23 år et eksempel på.

”Hvis der er noget, der fylder meget i medierne, fx krise i USA, Mellemøsten eller Rusland, kan jeg faktisk bedst lide at undgå det”, siger hun.

En generel tendens

Det er dog ikke udelukkende krise og konflikt, der får danskere som Liv til at stemple ud, når det gælder nyheder.

”Det er helt generelt, jeg undgår at følge med. Jeg bliver altid ked af det”. Hun tilføjer desuden, at det er en generel tendens i hendes omgangskreds ikke at følge med i nyhederne.

Generelt fordeler nyhedsundgåelsen sig hovedsageligt på aldersgruppen fra 18 år op til 54 år.

Powered by Labrador CMS