FLS vender forretning: Fra millionunderskud til millinoverskud på ét år

Minekoncernen FL Smidth har løftet omsætning, indtjening og ordreindgang, viser det nyeste kvartalregnskab. 

Offentliggjort

FL Smidth har taget et markant skridt fremad i andet kvartal 2026. Efter et underskud på 455 millioner kroner i samme periode sidste år leverer virksomheden nu et overskud på 441 millioner kroner. Det fremgår af selskabets seneste kvartalsregnskab.

Dermed har den danske mineudstyrsproducent vendt udviklingen på bundlinjen efter et udfordrende 2025, hvor transformationen af virksomheden og frasalget af cementforretningen satte sit præg på regnskabet.

Vækst i service og pumpe segmenter styrker regnskabet 

Highlights fra FLS regnskab Q2 2026

  • FL Smidth sælger deres cementforretning i 2025 

  • FL Smidths overskud endte på 441 mio. kr. mod et underskud på 455 mio. kr. i 2. kvartal 2025.

  • Det frie cash flow var minus 135 mio. kr., mod plus 332 mio. kr. i samme kvartal året før.

  • FL Smidth har opjusteret forventningerne til 2026 og forventer nu en organisk omsætningsvækst på 0-4 procent mod tidligere-1 til 4 procent.

  • Omsætningen steg til 3,94 mia. kr., svarende til en vækst på 17 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

I FL Smidths tredelte forretningsmodel (Service, Product og PC&V) kører to af segmenterne på skinner. Deres Service segment er steget med 14 procent organisk vækst, som følge af den høje efterspørgsel af service på bl.a. pumpeslanger. 

PC&V (pumpesegmentet) er en nyere afdeling fra 2024, som er vokset med 19 procent i ordreindgang, viser regnskabet. 

Ifølge senioranalytiker Christoffer Røst Benneballe skyldes fremgangen især den øgede aktivitet blandt mineselskaberne og vækst i flere af FLS' kerneforretninger.

Han fremhæver også, at markedet for minedrift har fået medvind af den stigende efterspørgsel efter metaller til blandt andet kunstig intelligens, datacentre og den grønne omstilling.

FL Smidth har samtidig opjusteret sine forventninger til resten af året. Ledelsen forventer nu en organisk omsætningsvækst på mellem 0 og 4 procent mod tidligere minus 1 til plus 4 procent.

Tallene blev godt modtaget af markedet, vurderer Christoffer Røst Benneballe: 

"Det er jo en positiv afvigelse på 0,9 procentpoint, så det er jo rigtig godt. Det er noget af det, som aktionærerne er glade for" siger han med henvisning til selskabets forbedrede forventninger til resten af året.

Investeringer presser pengestrømmen

Selvom regnskabet viser en klar fremgang, er der fortsat udfordringer. FL Smidth havde et negativt frit cash flow på 135 millioner kroner i kvartalet. Det skyldes blandt andet øgede investeringer og en større binding af kapital i varelagre og projekter.

Det bekymrer dog ikke Christoffer Røst Benneballe på kort sigt:

"FLS har et negativt frit cash flow. Det har de, fordi de investerer i nye markeder og nyt udstyr. Det er sådan set okay i en kortere periode, så længe vi kan se, at det bliver positivt inden for en overskuelig fremtid."

Topchef er tilfreds

Trods det negative cash flow, falder det nye kvartalregnskab i god jord hos FL Smidths topchef Toni Laaksonen. I en pressemeddelelse om det nye kvartalregnskab skriver han: 

"Andet kvartal 2026 bød på en stærk kommerciel og finansiel præstation, hvor omsætningsvæksten tog fart på tværs af alle tre forretningsområder. Inden for Service samt PC&V var der fortsat tale om en solid vækst i ordreindgangen, mens ordreindgangen i forretningsområdet Products var påvirket af tidspunktet for de endelige investeringsbeslutninger i forbindelse med en række større kundeprojekter."


Powered by Labrador CMS