FLSmidth sender stærkt signal til investorerne: Har allerede købt egne aktier for 407 millioner kroner
Aktietilbagekøb i virksomheder handler ikke kun om penge. Ifølge Nordea-analytiker Christoffer Røst Benneballe er signalværdien mindst lige så vigtig: ”Ledelsen viser markedet, at den tror på selskabets fremtid.”
FLSmidth lancerede i maj 2026 et aktietilbagekøbsprogram på op til 1 milliard kroner. Ved regnskabsfremlæggelsen for andet kvartal i 2026 havde selskabet allerede tilbagekøbt aktier for 407 millioner kroner. Det fortæller markedet, at ledelsen ikke blot har annonceret et program for syns skyld, men faktisk er i gang med at bruge betydelige beløb. FLSmidth oplyser i deres børs-meddelelse, at programmet skal bruges til at justere kapitalstrukturen og på sigt reducere antallet af aktier i markedet.
Det viser også, at de har en sund nok økonomi til at betale penge tilbage til aktionærerne, og at ledelsen tror på den fremtidige indtjening i firmaet. Senioranalytiker ved Nordea, Christoffer Røst Benneballe, forklarer det således:
”Det viser, at virksomheden stoler på sig selv og på den retning virksomheden har.”
Tilbagekøbet kommer efter et kvartal, hvor FLSmidth har solgt deres cementforretning og øget deres omsætning med 17 procent. Derudover har de vendt et samlet resultat efter skat fra et underskud på 455 millioner kroner i andet kvartal i 2025, til et overskud på 441 millioner kroner i samme kvartal i 2026. Det kan ses i deres kvartal regnskab som er offentliggjort d. 19. august 2026.
Når virksomheden samtidig køber egne aktier tilbage, kan det opfattes som et klart budskab til investorerne om, at de ikke har behov for, at holde ekstra kapital tilbage for at styrke forretningen.
Ifølge Christoffer Røst Benneballe er salget af cementforretningen også en rigtig fin investering i fremtiden for virksomheden, da investorer generelt godt kan lide ”rene virksomheder”, som har et meget specifikt fokusområde. Altså virksomheder der vælger, at fokusere mere målrettet i deres udbud. FLSmidth vælger at fokusere kun på minedrift, frem for både cementforretning og mindedrift.
FLSmidth udtaler på deres egen hjemmeside således, omkring målsætningen om aktietilbagekøb for 1 milliard kroner:
”Selvom værdiskabende investeringer fortsat er et vigtigt strategisk fokuspunkt for FLSmidth, fortsætter virksomheden med at balancere yderligere investeringer i vækst med at returnere værdi til aktionærerne. I betragtning af det potentiale, der er knyttet til virksomhedens målrettede gearingsgrad og forventede fremtidige pengestrømme, ser virksomheden en mulighed for at returnere kapital til sine aktionærer, samtidig med at ambitionen om at forfølge attraktive vækstmuligheder opretholdes.”