Forbrugere blev syge: fiskefrikadeller tilbagekaldes igen
Fiskeproducenten Tenax sild’s pålæg til rugbrødsbordet tilbagekaldes efter fund af bakterien listeria for anden gang på en uge.

Julefrokostsæsonen er måske ikke helt startet endnu, men hvis du havde planer om at købe fiskefrikadeller til rugbrødsmaden, bør du tjekke emballagen.
Producenten Tenax Sild, kendt for marineret sild og andre pålægsprodukter, har i en pressemeddelelse tilbagekaldt deres fiskefrikadeller.
Det gælder ferske fiskefrikadeller med holdbarhed fra 1. september til 10. oktober 2025 og frosne varianter fra 23. juli til 25. august 2026. Begge typer er solgt bredt i detailhandlen.
Det er anden gang på en uge, at produkter bliver tilbagekaldt. Først viste prøver, at flere varer indeholdt listeria. Det førte til en undersøgelse, som afslørede yderligere positive fund. Derfor har Tenax Sild valgt en omfattende tilbagekaldelse.
Stigende tendens
Antallet af listeriainfektioner i EU er steget de seneste 15 år, og Danmark ligger over gennemsnittet med omkring ét tilfælde pr. 100.000 borgere årligt, viser en rapport fra DTU, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut.
EU vil derfor skærpe reglerne pr. 1. juli 2026 for tilladte niveauer af listeria i spiseklare fødevarer, fortæller fødevarestyrelsen.
”Vi ser en vedvarende forekomst af listeria i visse fødevarer, og det er afgørende, at producenterne og fødevarekæden tager ansvar. Vi håber, at de nye regler vil styrke både forebyggelse og behandling," siger professor Lisbeth Truelstrup Hansen fra DTU til fødevarestyrelsen.
Returner varerne
Hvis man har købt fiskefrikadellerne, er rådet fra Tenax, at man enten returnerer varen eller smider den ud.
Tenax Sild oplyser, at de har iværksat yderligere hygiejnetiltag i produktionen for at forhindre gentagelser.
Efter Ritzau