Formand: “Vi skaber ikke økonomisk værdi, vi skaber menneskelig værdi” - kulturaktører frygter byudviklingen
Boligblokke, erhvervsbyggeri, Lidls nye hovedkvarter og dertilhørende parkeringshus skyder op midt i Aarhus’ kulturelle epicenter. Udviklingen bekymrer områdets kulturaktører, der frygter, at bydelens kulturelle og kreative identitet er ved at gå tabt
I hjertet af Aarhus ligger bydelen Aarhus K. Kerneværdierne for dette område kommer til udtryk i institutioner, midlertidige initiativer og ildsjæle, som hver især tager deres del i at dyrke og bevare Aarhus’ kultur-epicenter.
Det er kulturaktører som Institut for X, Sidesporet og Volume Village, der styrker områdets integritet.
CEO for Institut for X, Mads Peter Laursen, sætter ord på visionen for området.
“Kultur og kreativitet var udgangspunktet - fedt! Vi fik noget plads og råderum, og siden har vi forsøgt at spille ind i den kommunale virkelighed. Det prøver vi stadig,” siger han.
Institut for X er en NGO, og med Mads’ egne ord er det en “kreativ landsby." Formålet med institutionen er at skabe et inkluderende fællesskab, hvor der er plads til kreative aktører.
Spørgsmålet er, om Aarhus K’s kerneværdier risikerer at falde i baggrunden, hvis byudviklingen fortsætter?
Mads Peter Laursen beskriver den virkelighed, området går i møde, hvis ikke kursen ændres.
“Der kommer et skæringspunkt, hvor man har skåret for meget af kulturen og kreativiteten væk. På den måde risikerer man, at bydelen ikke længere er det som den er kendt for."
I den sydlige del af Aarhus K ligger spillestedet Sidesporet, et fristed for socialt udsatte. Fra gårdhaven har udsigten ændret sig markant. Før var der åbne vidder med sol og himmel, nu står der etageejendomme. Udviklingen vækker bekymring hos Estella Van Der Stelt, formand for Sidesporet Aarhus, som siger:
“Desto tættere de bygninger kommer, desto mere ryster vi."
Jeppe Ulrich, som er byrådsmedlem for Enhedslisten, deler kulturaktørernes bekymring.
“Jeg er også meget bekymret. Der er allerede blevet forvoldt kæmpe skade. Jeg tror, at hvis man har den politiske vilje, kan man godt vende udviklingen.” Og Jeppe har et klart budskab: “Fred kulturlivet i Aarhus K!”
Carsten Lützen, byplanlægger i Aarhus Kommune, peger på den økonomiske virkelighed, kommunen står overfor.
"Lige nu har vi et ret stort underskud, fordi vi har et ubebygget område syd for kollegiet ned mod broen. Det er et politisk spørgsmål: Hvem skal blive, og hvem skal ikke?" siger han.
Visionen for Aarhus K var at skabe et kulturelt samlingspunkt i midtbyen. Men købet af DSB’s tidligere arealer skaber økonomiske realiteter, som kommunen er nødt til at forholde sig til.
Som Carsten udtaler: "Aarhus Kommune har tidligere købt arealet af DSB, og de penge skal hentes hjem igen.”
Den økonomiske logik står i skarp kontrast til kulturaktørernes værdier.
"Vi skaber ikke økonomisk værdi, vi skaber menneskelig værdi, og det kan ikke måles i regnearkene,” siger Mette Birgitte Poulsen, formand for Foreningen for Midtbyens Subkulturer, der er med til at drive spillestedet Sidesporet.
Kommerciel bebyggelse og kultur kan sameksistere, men det kræver politisk prioritering og kompromis, mener Mathias Nordby, stifter af byudviklingsfirmaet Urban Studios.
“Grundlæggende handler det om politisk prioritering. Man kan godt langt hen ad vejen bevare de her områder, hvis man er villig til at give køb, på nogle prioriteringer i byudvikling," siger han.
Når økonomien styrer byudviklingen, risikerer kulturen at tabe. “Hvis man tænker byudvikling i Excel ark, kan det kreative erhverv ende med at tabe. Men når man går rundt i byen, tænker man jo ikke i Excel ark, så tænker man på, hvad der skaber en god by."
Kulturaktørerne er enige om den samme udfordring. For dem er kultur og kreativitet drivkraften i bydelen, men de oplever, at økonomiske hensyn alt for ofte dominerer, når beslutninger på områdets udvikling træffes. Lasse, produktionschef ved Volume Village, siger:
“Der er svært at have noget, at skulle have sagt, hvis man ikke er byggematador eller politiker.”
Mads Peter sætter ord på netop den frustration: “kultur og kreativitet, det elsker vi! Men virkeligheden handler rigtig meget om økonomi, og det er vi dårlige til, og vi har heller ikke et dankort der kan battle kommunen og Lidl. Og det kræver det hvis man skal side med om bordet, når de rigtigt tunge beslutninger skal tages.”