Forskere slår fast: Sikker håndtering af atomaffald er allerede en mulighed

Radioaktivt atomaffald, brugt brændsel eller fissionsprodukter. Kært barn har mange navne. Uanset hvad vi kalder det, ender atomaffald ofte med at være omdrejningspunkt i debatten om atomkraft. Men argumentet om, at atomaffaldet er et uløst og uhåndterbart problem, er faktuelt forkert, fastslår Bent Lauritzen, seniorforsker og centerleder for center for atomkraftteknologi på DTU og Hans Otto Uldall Fynbo, professor i eksperimentel kernefysik ved Aarhus Universitet.

"Teknologien til sikker håndtering af affald er allerede kendt fra Sverige og Finland, så det er i høj grad en politisk diskussion,” siger Bent Lauritzen.

Debatten genopstår 

Debatten om atomkraft er blusset op igen, og den finder fodfæste netop som politisk diskussion, da statsminister Mette Frederiksen d. 6. maj udtalte, at regeringen vil “se med åbne øjne på muligheden for atomkraft”.

Med udtalelsen åbnede statsministeren muligheden for at ophæve Danmarks 40 år gamle atomforbud.
Samme mulighed talte klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard ind i, da han ugen efter meddelte, at regeringen igangsætter en undersøgelse, der skal vurdere risici og potentialer ved nye atomkraftteknologier, herunder håndtering af affaldet. 

Atomaffald, a’ hva’ for noget? 

Men hvad er atomaffald egentlig for en størrelse? Affald i forbindelse med atomkraft er det højradioaktive brugte brændsel, som kommer fra atomkraftværkerne.

Når snakken falder på affald fra atomkraftværker, er det er ifølge Hans Otto Uldall Fynbo vigtigt at huske på, at andre energikilder også producerer affald. “Man bør sammenligne kernekraft med kul og biomasse, hvor affaldet ender som CO₂ i atmosfæren eller forurening. Affaldet fra kulkraft, slagger, ligger i store bunker rundt om i landet,” siger han. 

Her kommer atomaffaldet og dets lille størrelse ind i billedet.

Bent Lauritzen forklarer, hvordan det højradioaktive affald fra et hypotetisk atomkraftværk, der producerer strøm til halvdelen af Danmark, blot udgør nogle få kubikmeter “Det er ufatteligt lidt sammenlignet med andre energikilder, vi bruger i dag,” siger han 

Sikker håndtering finder vi ved at grave dybt 

“Når brændslet har været i en reaktor, så er det høj radioaktivt. Det betyder, at man skal have den rette kompetence til at håndtere det. Man skal sørge for, at materialet er i en sådan beholder, at strålingen ikke kommer ud, og det ved vi godt, hvordan man gør.”

Opbevaringsmetoden, som Hans Otto Uldall Fynbo refererer til, hedder en dry-cask opbevaring, hvori det radioaktive atomaffald bliver placeret. 

“I Sverige bliver affaldet pakket og anbragt i et geologisk deponi – det vil sige i undergrunden. Placeringen af affaldet i undergrunden er nøje udvalgt, så det ikke kommer i kontakt med mennesker og miljø. Og det kan også lade sig gøre i Danmark,” uddyber Bent Lauritzen om opbevaringsmetoden.

“Løsningsmodellen alle vil følge,” ligger i Sverige 

Sveriges underjordiske slutdeponier for atomaffald, er de første i verden til at blive implementeret. 

Her har man valgt at grænsen for at dokumentere, at affaldet ikke kommer i kontakt med mennesker og miljø, skal være 100.000 år. “Det betyder i virkeligheden for altid,” forklarer Bent Lauritzen om det enorme tal.

GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, der rådgiver staten om b.la. deponering af radioaktivt affald, er ved at undersøge samme form for deponeringsmuligheder i Danmark. Den foreløbige konklusion lyder, at der findes flere steder i Danmark, som egner sig til deponering af radioaktivt affald.

Vores kære barn med de mange navne, fylder meget i debatten om atomkraft, men måske er det på tide at begrave atomaffald som et modargument mod atomkraftværk. 

Sådan lyder i hvert fald konklusionen fra de to forskere Bent Lauritzen og Hans Otto Uldall Fynbo, der ikke mener, at affaldet bør ikke anskues som en stopklods for ophævelsen af det danske atomforbud, snarere tværtimod er der eksisterende løsninger, der bare venter på at blive implementeret