Fortrydelsespillen - Fra lægens hånd til håndkøb

Solen bager ind ad vinduet og lyser stuen op, hvor Frida Lundsgaard sidder med benene oppe i sofaen. 

Hun fortæller, at hun gik på apoteket dagen efter sin seksuelle debut, for at købe en fortrydelsespille: 

“Mentaliteten var bare: Du har haft sex, du skal have en fortrydelsespille.” 

Ved kassen fik hun at vide, at pillen skulle indtages inden for tre dage.

Da Frida var yngre, var fortrydelsespiller et alternativ til langvarige præventionsformer, fordi hun ikke var klar til at tage stilling til prævention. 

Mindre sparring med sundhedspersonale 

“Den største ulempe ved at fortrydelsespillen i dag er receptfri, er den manglende guide til ikke at ende i den samme situation igen,” fortæller Amalie Paulsen Damkier, der er læge, og til dagligt forsker i faktorer for kvinders valg af prævention.

Danske apotekere er nemlig ikke forpligtiget til at rådgive om andre former for prævention, når de sælger fortrydelsespiller.

Det skriver presseansvarlig ved Danmarks Apotekerforening Merete Wagner Hoffmann i et skriftligt svar.

Da Frida tog sin første fortrydelsespille, syntes hun ikke, at det var relevant at gå til lægen, for at snakke om prævention: 

“Det var jo starten på at være seksuelt aktiv, og det virkede meget drastisk at komme på hormonel prævention. Derfor var det lettere at tage en fortrydelsespille.”

Pillens historie

Fortrydelsespillen kom til Danmark i 1986, hvor den var receptpligtig. 

Det blev der lavet om på i 2001, hvor fortrydelsespillen blev tilgængelig i håndkøb. Det har gjort fortrydelsespillen utroligt populær. 

Siden 2001 er antallet af solgte fortrydelsespiller steget med 300%, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Før i tiden skulle kvinder have en konsultation hos lægen, før de kunne få en fortrydelsespille.

Det betød, at man fik faglig sparring med en læge eller sygeplejerske, der kunne rådgive om, hvilke andre præventionsformer der kunne være relevante at bruge i fremtiden: 

“I dag kan læger ikke se, hvem der bruger fortrydelsespillerne. Vi fanger derfor ikke dem, der tager dem ofte, så de kan få rådgivning om forebyggende prævention,” siger Amalie Damkier. 

En pille, mange myter 

En anden ulempe ved, at man ikke går til lægen, når man har haft ubeskyttet sex, er ifølge Amalie Damkier, at det fastholder nogle af de falske fortællinger, der findes om fortrydelsespillen:

“Myterne opstår blandt andet, fordi unge ikke er særligt gode til at snakke med sundhedsprofessionelle. Derfor bliver usandhederne ikke aflivet noget sted.”

Fridas kendskab til fortrydelsespiller kom gennem venindesnakke: “Jeg kan huske, at min veninde tog en på efterskolen, og der blev jeg klar over, at det var en mulighed.” 

Amalie Damkiers indtryk er, at de unge snakker mere og mere sammen: “Hvis man kender nogen, der har prøvet fortrydelsespiller, så er man mere tilbøjelig til selv at opsøge det.” 

Undervisning i fortrydelsespiller 

Pillen er let tilgængelig, og derfor mener Amalie Damkier, at det er vigtigt, at unge bliver undervist i brugen af dem. På den måde undgår man at fastholde myter.

Hos Sex & Samfund, der står bag undervisningsmateriale til seksualundervisning i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, er de godt klar over, at fortrydelsespillen er vigtig at lære unge om.

Dog fortæller Julia Kadin Funge, der er sundhedsfaglig rådgiver hos Sex og Samfund, at de ikke kan bestemme præcist, hvad der bliver undervist i:

“Det er svært at sige, hvor meget fortrydelsespiller fylder i undervisningen på skolerne. Det er jo op til skolerne selv, hvad de vil undervise i.”

Amalie Damkier oplever, at nogle emner, som fortrydelsespillen, går tabt, når en lærer uden sundhedsfaglige kompetencer står for seksualundervisningen.

Håndkøbets fordele 

Frida synes, at det er en god ting, at piger har muligheden for at købe fortrydelsespillen på apoteket: 

“Man skal have tiltro til, at vi unge bruger fortrydelsespiller fornuftigt.”

Amalie Damkier lægger vægt på, at det ikke er et problem at tage fortrydelsespiller: ”Der hvor man skal være forsigtig er, når fortrydelsespiller bliver en erstatning for mere permanent prævention.”