Fra Balkan til Bispetorvet: Unge aarhusianere fandt sammen i dansen
Ølglas blev sat fra sig, fremmede tog hinanden i hænderne, og snart var Bispetorvet forvandlet til én stor dansende folkefest.
Fem kvinder og en mand iklædt balkanske folkedragter træder ind på den store scene på Bispetorvet. De ser ud over pladsen, hvor de fleste sidder rundt om langbordene og drikker øl og sludrer. Med en afdæmpet, men tydelig begejstring forklarer den ene kvinde, at de er fra danseforeningen Balkan Rytmer, og at de er kommet for at byde de besøgende til Aarhus Festuge op til kæde- og folkedans.
Musikken går i gang, og med ét stormer de mange øldrikkende gæster ind på pladsen. Bortset fra et par enkelte midaldrende par, ser få af dem ud til at være fyldt 30. De vugger i takt til musikken, mens de ser de seks dansere med farvede, broderede forklæder bevæge sig hånd i hånd fra den ene ende af scenen til den anden. En gruppe drenge på omkring 25 år har dannet en kæde for at gøre dem kunsten efter. Få minutter efter er stort set hele pladsen med.
“Det er fedt,” siger Amanda Miriam Steenild Mondrup, der er mødt op sammen med sin kæreste. “Vi kom tilfældigt forbi, og så ville vi lige se, hvad det var for noget.” Amanda har været til Aarhus Festuge hvert år hele sit liv og deltager gerne i vidt forskellige arrangementer for at kaste sig ud i noget nyt.
Til højre, til venstre, frem og tilbage. Hop på det ene ben, så det andet og klap tre gange. “Jeg har den nu!”, råber en fyr, der ivrigt forsøger at følge musikken, der går hurtigere og hurtigere. De mange mennesker, der danser på Bispetorvet, står ikke længere i fragmenterede kæder med venner og bekendte, men har i stedet dannet én stor cirkel, der bliver større og større. Folk griner, råber og pifter.
“Jeg har glædet mig rigtig meget til i dag. Jeg har ikke noget særligt forhold til Balkan, men jeg var med sidste år, og det var en fest,” fortæller Anas Hirab, der er frivillig til festugen.
Dansearrangementet med Balkan Rytmer er en del af BLITZ, et program skabt af Kulturforeningen Aarhus Volume. De sidste to år har det foregået på Klostertorvet, men i år er det for første gang rykket til Bispetorvet. Det glæder Anas Hirab: “Det er lidt af en opgradering i forhold til sidste år. Der er plads til mange flere, så det er dejligt,” siger han, mens han får en pause fra det, der har vist sig at være dagens motion.
Anas danser videre under den aarhusianske himmel, hvor stjernerne helt ubemærket er begyndt at titte frem. Denne onsdag aften midt i festugen ligner Bispetorvet mest af alt en balkansk familiefest. Der mangler bare en tung gryderet og noget slivovic. Balkan Rytmer minder os om, at det ikke kun er fodbolden, der kan få danskerne til at finde hinanden, hånd i hånd, i sang og i dans.