Fra fantasi til virkelighed: Romantasy danner fællesskaber
Romantasy hitter på TikTok. Fans samles om de populære bøger og det kan bogbranchen mærke på salget.
Kender du begreber som shadow daddy, Enemies to Lovers eller Fated Mates? Hvis ikke, så er det måske tid til at prøve bogbranchens nyeste guldkalv – Romantasy.
Romantasy er en hybrid genre, sammensat af Romance og Fantasy. Via TikTok har den fundet vej til boghandlernes hylder.
Tal fra Bog & Idé viser fra 2021 til 2025, en femdobling i salget af Fantasy. I samme periode er Engelsk Romance næsten nidoblet.
Popularitet gir’ salg
Hashtagget #Romantasy har 1,4 million posts på TikTok, og den danske bogindustri kan se det på salget.
’’ Vi oplever, at interessen især er stor blandt unge kvinder, og at udviklingen i høj grad drives af sociale medier som TikTok,’’ siger Marianne Lyngby Pedersen, Adm. direktør hos Indeks Retail A/S
Bog og Idé peger på unge kvinder som de typiske købere.
Dig, mig og Romantasy
Til Romantasy Torsdagsbar i Herning, står det hurtigt klart, at deltagerne spænder bredt. Alt fra unge gymnasieelever, til familiemødre.
De er samlet for at snakke om deres favoritbøger, og for at mødes med andre Romantasy-fans.
“Det er bare fedt, når der kommer en genre som den her, der kan samle folk i alle aldre,’’ siger Agnete Malmmose Berndsen, redaktør på Flamingo.