Fra natteliv til nærvær: Unge strømmer til fredagsfællesskab i Citykirken

Mens mange unge generelt fravælger kirken, er der fredag aften fuldt hus i Citykirken i Aarhus, hvor ungdomsfællesskabet Passion byder på lovsang, brætspil og et åbent rum for tro og fællesskab.

Unge søger fællesskab i Citykirken én fredag aften, hver måned.
Offentliggjort

Et stille ”Tak Jesus”, bliver hvisket ud i rummet fra en af de bagerste stolerækker. Roen er rungende. Flere har lukkede øjne, et par enkelte har hævet en hånd op mod loftet. Isabel Kristensen med lange krøller folder fingrene og kigger med store øjne mod scenen. Hendes læber samles i en smal sprække, da hun nynner stille på med på klaverspillet og i takt med lovsangsteksten beroligende budskab, sænker hun skuldrene.

Fra projektørerne i loftet skærer skarpe lysstråler i rødlige og orange nuancer gennem det mørke rum og rammer det massive kors i træ, som trækker lilla og lange skygger efter sig. På storskærmen, der hænger centralt i salen, tvinger en morgensol sine stråler frem gennem en tæt birketræsskov i vinterhalvåret. På den brede, sorte scene under skærmen, står fire tallerkenrunde lamper og lyser i et dæmpet, glødende lys.

Det er her ungdomsnetværket, Passion, samler 17-30 årige i Citykirken én fredag aften om måneden til ungdomsgudstjenesten, Nærvær. Her kan unge deltage, få et fællesskab og møde andre, der deler troen med dem. Passion er ledt af ungdomslederen, Peter Bak Kozma på 28, som har været en del af Passion siden 2020.

”Jeg tror, at de unge, der kommer, ser Passion som et sted, hvor de kan have et trosfællesskab med jævnaldrende. De kommer for at søge tættere på Gud, enten gennem andre mennesker, musikken eller det, der bliver talt om - og for at blive en del af det stærke fællesskab, vi har,” siger Peter.

I en tid, hvor antallet af kirkegængere falder og gennemsnitsalderen i kirkerne stiger, formår man i Citykirken at række ud til de unge.

Udviklingen går i den modsatte retning

Uden for Citykirken går udviklingen dog i den modsatte retning. Mens unge til Passion finder fællesskab i kirken, falder antallet af kirkegængere således i Danmark generelt, ligesom udmeldelser af folkekirken er højest blandt 20-29-årige. Dog peger undersøgelser også på en anden tendens, hvor unge i højere grad søger mod de frikirkelige fællesskaber, hvor stil, sprog og gudstjenesteform i højere grad synes at tiltale en yngre generation.

Ud af højtalerne summer et roligt klaverspil og stille stemmer. De mange stolerækker, der danner en kreds om scenen, er fyldt ud af unge fra Aarhus. Nogle sidder ned, andre står op og rokker roligt til rytmen fra side til side. De fleste synger med på sangen om Jesus – teksten ruller på storskærmen.

Isabel på 24 år er vokset op i kirken og har derigennem fået kendskab til ungdomsfællesskabet, Passion.

”Jeg synes, det er rart at være sammen med andre, som også tror på Jesus, og her er en følelse af, at der er plads til alle og at man er god nok, som man er. Nogle aftener føler jeg, at jeg får mere ud af det end andre. Hvis jeg eksempelvis føler, at prædiken taler direkte til mig, eller hvis nogle af mine favoritsange bliver spillet,” fortæller Isabel.

Hanna Kirkfeldt på 23 år er enig:

”For mig er Passion et indbydende fællesskab, hvor der er plads til alle. Da jeg flyttede til Aarhus for to år siden, kendte jeg ingen. Men allerede første gang jeg trådte ind i Citykirken en søndag, blev jeg mødt af en varme og imødekommenhed, der gjorde, at jeg havde lyst til at blive. Senere blev jeg en del af Passion, og i dag oplever jeg det som et hjem, hvor vi kan dele de store spørgsmål i livet og vandre i tro sammen.”

Musikken dæmpes, inden den helt stopper, og det eneste der nu runger i højtalerne er ordene fra en af kirkens præster, Bergur Skovgaard, der taler om at leve et liv i overgivelse til Gud. Den - før - flok syngende unge mennesker er nu helt stumme og sidder alle med blikket rettet mod scenen og opmærksomheden mod de eksistentielle gloser.

 

Stemmer synger samstemmig med på sangen om Jesus i Citykirken i Aarhus.

En årsag til, at Citykirken i Aarhus netop lykkedes med at friste de unge til at flokkes om Gud en fredag aften, - modsat folkekirken, peger Hanna på kan være fordi, at ”Passion kan tilbyde noget, som mange unge længes efter - nemlig et fællesskab, hvor man kan være sig selv, blive set og samtidig være en del af noget større. Passion er værd at opleve, fordi det er levende, ægte og fyldt med mennesker, der gerne vil dele både tro og liv.”

”Dem der kommer her er måske heller ikke så meget til nattelivet, men kan måske godt lide at være sociale – og så får man stadig en oplevelse af at være “ude af huset”, og lærer nye mennesker at kende. Det er værd at opleve fordi det er en anderledes aften og atmosfæren er hyggelig. Det er en god måde at få nogle dybe samtaler og nye venner på,” supplerer Isabel. 

Mørket i salen brydes af stråler fra døråbningen, og øjnene skal vænne sig til det skarpe lys. Dørene ud til brætspilshygge er åbne og det samme er armene på de frivillige, der har brygget kaffe, bagt kage og sat vindruer frem. Den lave summen af snakkende stemmer vokser sig langsomt større til en halvrungende masse af støj fra muntre unge, der blinker mod lyset på vej ud af kirkesalen.

Luften i kirkecaféen ude foran salen er tyk af duften fra friskbryggede kaffebønner. Et skingert ”Hah!” klemmer sig ud af Isabels læber, inden hun fortærer endnu en vindrue. Hun står med sin kusine, der også har deltaget i aftenens gudstjeneste og de små smilerynker ved deres øjne røber, at stemningen er let og hyggelig.

”Folk er i godt humør og åbne for samtaler med gamle og nye bekendtskaber. Hvis man er ny, kan det måske virke lidt overvældende, men også inspirerende,” siger Isabel.

”Hvis man er nysgerrig på, hvordan unge i 2025 stadig kan finde det meningsfuldt og vigtigt at gå i kirke, så skal man besøge Passion, hvor vi bliver forvandlet af det, vi fokuserer på - nemlig Jesus,” mener Peter.

I caféen klaprer brikkerne mod brætspillene og snakken summer videre. Kirkesalens stolerækker er nu tomme, de varme lys slukket, men roen runger endnu.

Powered by Labrador CMS