Fra skovtur til smuttur: Naturen taber til telefonen og travlheden

Hverdagens travlhed og voksende skærmforbrug skubber de lange naturture ud af danskernes kalender. En undersøgelse viser, at vi i dag søger ud i naturen i kortere glimt end tidligere, og det kan koste på det mentale helbred.

Travlhed og skærmtid tager tiden fra naturen
Offentliggjort

De store udflugter med picnictæppe, madpakke og termokande er lagt på hylden. I stedet tager vi korte smutture, hurtige åndehuller, der lige akkurat giver luft til brystet, før hverdagens travlhed igen trækker os ind. 

En undersøgelse foretaget af Københavns Universitet om udviklingstræk i danskernes naturbesøg og friluftsliv de seneste 30 år viser et markant fald i længere naturbesøg.
Andelen af ture, der varer over en time, er faldet fra 61,7 procent i 1994 til blot 46,1 procent i 2024.

Tiden er knap

En af årsagerne bag udviklingen, særligt blandt børnefamilier, er tidsknaphed i hverdagslivet. Ifølge en undersøgelse fra Epinion for Danmarks naturfredningsforening 
svarer 49 procent af børnefamilierne, at manglende tid holder dem fra at være mere i naturen.

Den genkender familiefar Casper Ziehm Mortensen.

“Mine ture i naturen er nok mellem 15-20 min. Jeg kunne godt tænke mig længere ture i naturen, men i dag er der omstændigheder som job og familie, der gør, at det kan være svært at afsætte tid til det.” 

Skærmen frister 

Det er ikke kun den travle hverdag, der vinder over den friske luft. En anden fristelse til at blive indendørs er skærmen. En undersøgelse lavet af Norlys og Radius fra 2025 viser, at danskerne i gennemsnit bruger 4,4 timer på skærmen hver eneste dag. Timer danskerne i stedet kunne bruge i naturen.

Det er genkendeligt for studerende Sara Fly, der ofte vælger skærmen fremfor naturen.

“Jeg kunne jo godt finde tid til det nu, men det gør jeg ikke. Jeg ville ønske, jeg nogle gange kunne bruge alt den tid, jeg bruger på at doomscrolle og se Netflix til noget mere  konstruktivt i min hverdag.” 

Bekymret for danskernes mentale helbred 

Ifølge Simon Høegmark, ph.d. i naturpsykologi, er det bekymrende, at skærmen står før skoven på prioriteringslisten. Den udvikling har konsekvenser for danskernes 
trivsel og mentale helbred. 

“Vi bruger 80 procent af tiden i direkte opmærksomhed og kun 20 procent i spontan, selvom vi evolutionært er tilpasset det modsatte. Mental usundhed er derfor verdens største pandemi.” 

Når du kigger på skærmen, kan din hjerne kun håndtere 20 informationer ad gangen, før hjernens alarmcentral bliver overaktiv, grundet den direkte opmærksomhed. Det øger risikoen for stress og depression. Men går du en tur i naturen, kan du tage imod op til 32 millioner indtryk uden at blive belastet, takket være den spontane opmærksomhed, naturen aktiverer.

Direkte opmærksomhed er det stadie, hvor man konstant analyserer om, der er fare på færde, hvilket kræver meget kognitiv kraft og skaber mental træthed.  

Spontane opmærksomhed er en uanstrengt, sansebaseret opmærksomhed, som lader vores mentale batterier op

                                                                                                                                                              Simon Høegmark, ph.d. i naturpsykologi 

Derfor mener Simon Høegmark, at det har en positiv effekt på det mentale helbred at bruge mere tid i naturen. 

“Der opstår en forvirring i vores grundfølelser, fordi vores sanser ikke bliver stimuleret i den direkte opmærksomhed. I naturen begynder vores sanser automatisk at tage over, og så falder vores grundfølelser som glæde og interesse på plads". 

Det handler om prioritering 

Selvom den studerende Sarah Otte også genkender de positive følger af naturen, vælger hun den ikke til. 

“Hvis jeg har travle perioder, prioriterer jeg ikke at komme ud i naturen. Det er ret modsigende, for jeg går egentlig ud for at lindre stressen, slappe af og have det dejligt.”

For at implementere længere naturbesøg, kræver det ifølge Simon Høegmark en reel 
omprioritering af, hvordan vi indretter vores hverdag, arbejdsliv og skærmvaner. For når vi i dag nøjes med de korte åndehuller, bliver naturen mest af alt et lille pusterum, vi klemmer ind i kalenderen, snarere end et sted vi lader os falde til ro.

Powered by Labrador CMS