Fra tryghed til travlhed: Fagligheden falder på de danske plejehjem

Plejehjemmene har problemer med at finde nok faglært personale – og det kan få alvorlige konsekvenser for borgerne.

Hverdagen på plejehjemmene er mere kompleks end nogensinde før, og det går ud over fagligheden.
Offentliggjort

Et plejehjem er per definition et sted for omsorg, tryghed og pleje for personer, der ikke kan klare sig selv. En høj faglighed blandt personalet er altafgørende, men i takt med at beboerne bliver ældre og mere syge, er hverdagen blevet langt mere kompleks, end hvad den var førhen, og derfor er fagligheden kommet under pres. 

En velfærdsmodel, der knager i fugerne

Danmark har i årtier været kendt for sin styrke på velfærdsfronten, men på landets forskellige plejehjem er det begyndt at blive svært at følge med. Det viser en rapport, der er udarbejdet af VIVE tidligere i år.  

Ifølge rapporten er der en betydelig andel af plejehjemmene, der i et vist omfang har vanskeligt ved at finde medarbejdere med de rette kompetencer. Hele 25 procent af plejehjemmene oplever i høj grad eller i meget høj grad, at de har udfordringer med at rekruttere medarbejdere med de relevante kompetencer. 

Velkendt problem - også hos uddannelserne

Hos SOSU Østjylland, der uddanner personale til en omsorgskarriere, er man godt klar over problemet og den stigende tendens til at benytte sig af ufaglært personale. Det forklarer Anette Laursen, der er direktør:

"Faglært arbejdskraft er ganske enkelt blevet en mangelvare, som det ser ud i dag, og hullerne må fyldes af ufaglærte, der i sagens natur ikke har de samme kompetencer som uddannet personale."

Hun peger på, at manglen på faglært arbejdskraft skyldes især to - måske tre - ting: 

"Der er et markant stigende antal ældre med behov for pleje, hvilket er lig med et behov for flere ansatte. Og så er der mange SOSU-uddannede, der er ved at nå pensionsalderen og derfor forlader arbejdsmarkedet. Det betyder et behov for at erstatte dem med nye ansatte."

De to første årsager leder hende videre til den tredje.

"Den tredje grund er, at SOSU-skolerne i Danmark ikke har kvalificerede ansøgere nok til vores uddannelser til at dække arbejdskraftbehovet. Hos SOSU Østjylland har vi siden 2019 haft stigende elevtal, dvs. der er interesse for vores uddannelser og SOSU-faget, men alligevel uddanner vi ikke nok til at dække det stigende behov," siger Anette Laursen.

Mangel på faglærte kommer ikke uden en pris

Vi kigger lige nu på en udvikling, der har fatale konsekvenser, mener Tanja Nielsen, Forbundssektorformand for social og sundhed i FOA.

"Det har en meget stor konsekvens for borgerne, fordi de har ikke de medarbejdere med rette faglige kompetencer omkring sig, som de har brug for. Vi kan risikere, at vi overser nogle ting og at der begås fejl. I sidste ende er det jo altså borgeren, det går ud over, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt som samfund."

Powered by Labrador CMS