Fyringsregn i DSV: 7000 funktionærer er allerede afskediget, men DSV er langt fra i mål
DSV’s opkøb af den tyske pendant DB Schenker har medført en lang række fyringer. Fyringerne er et centralt middel til, at opkøbet skaber profit. Samtidig kan udvalgte chefer se frem til en stor økonomisk gulerod.
Siden opkøbet af DB Schenker har DSV fyret over 7000 fuldtidsstillinger.
Med DSV’s overtagelse af DB Schenker skal der spares på omkostningerne. De besparelser sker blandt andet på bekostning af såkaldte “white collar workers”, som oversat til daglig tale skal forstås som kontoransatte, funktionærer og administrative medarbejdere.
Med opkøbet af den tyske pendant er DSV nødsaget til at afskedige en stor andel medarbejdere, hvis de skal opnå deres målsætning om 9 milliarder i synergier fra 2027.
Ifølge senioranalytiker hos Nordea, Christoffer Benneballe, er fyringerne en naturlig del af integrationsprocessen.
"Når DSV og DB Schenker bliver til en virksomhed, står man pludselig med to kontorer, der laver præcis det samme. Ved at lægge dem sammen kan det nye selskab nøjes med en medarbejder til opgaven frem for to."
Medarbejderreduktionerne er en af de mest centrale motorer, der skal finansiere synergien på 9 milliarder.
“I DSV’s tilfælde er der primært tale om omkostningssynergier, når virksomheden skal tjene penge på overtagelsen,” uddyber Christoffer Benneballe.
Og DSV er langt fra i mål med de mange afskedigelser efter opkøbet af DB Schenker.
“Man regner med et farvel til mellem 6 og 8 pct. af den samlede medarbejderstab som led i øvelsen. Det svarer til omtrent 10-13.000 ansatte,” fortæller Jens Lund, administrerende direktør og topchef i DSV, på et investorkald efter offentliggørelsen af regnskabet.
Mens medarbejderne fyres, belønnes cheferne.
Samtidig med at fyringerne vælter ned over de ansatte i DSV, kan nøglepersonerne i virksomheden se frem til nye incitamenter og en potentiel stor økonomisk gevinst af fusionen. Ifølge regnskabet er der oprettet et nyt aktieoptionsprogram, der sikrer, at 2676 udvalgte chefer i fremtiden kan købe DSV-aktien til en fast pris.
Det betyder altså, at hvis besparelserne lykkes, og DSV ender med at tjene flere penge, kan de udvalgte chefer se frem til en billig aktie, der er mange penge værd.
Det er ifølge DSV en gulerod, der skal fastholde de vigtigste medarbejdere under integrationen.
Så mens flere tusinde medarbejdere står til at få fyresedler, kan topchefen se frem til en potentiel kæmpe økonomisk gevinst.