Hård dom i sag om overgrebsmateriale – 52-årig downloadede mere end 2000 billeder og videoer
En østjysk mand blev i sommeren 2023 taget med mere end 2000 filer med overgrebsmateriale på sin telefon. Torsdag blev han idømt tre måneders fængsel, trods forsvarets påstand om, at han havde haft bedre af behandling.
“Lige nu har jeg det ikke særlig godt”, svarer tiltalte, da forsvareren spørger til hans psykiske helbred. Han gnider sig i ansigtet omkring øjnene og kigger rundt i den lille sal i retsbygningen i midten af Randers. Forsvareren spørger, om det er på grund af sagen. Han nikker og strækker fingrene på den højre hånd, der er dækket af en skinne. Han svarer, at det også skyldes smerter, som han håber at skulle opereres for.
Få minutter forinden har den 52-årige tiltalte erkendt sig skyldig i besiddelse af 777 billeder og 1621 videoer med overgrebsmateriale mod børn - herunder 5 billeder og 31 videoer i kategori 3, der er af særlig grov karakter.
Politiet fandt materialet på hans telefon den 19. juli 2023, og i januar i år tilstod han.
Klar til behandling
Samtidig afgav tiltalte forklaring om, at han vidste materialet var ulovligt, men undlod at slette det. Den forklaring står han ved. Tiltaltes åbenhed, det at han blot besad filerne, og at både han selv og Kriminalforsorgen har vurderet, at han bør modtage sexologisk hjælp, gør at forsvaret tilstræber en betinget straf på 40 dage med fokus på behandling.
Anklageren vægter omvendt, at besiddelsen af materialet har skabt en efterspørgsel som led i en forsyningskæde:
“Vi skal have afskåret de enkelte led i kæden, så vi undgår fremtidige overgreb”, siger han i sin redegørelse. Han henviser til tidligere højesteretsdomme, da han argumenterer for, at en tilståelse efter anholdelsen ikke bør give nedsat straf i sager af denne karakter. Anklagerens påstand er 3 måneders ubetinget fængsel.
Enigt domsting
Tiltalte sidder med ryggen til tilhørerrækkerne. Han læner sig uroligt frem og tilbage i den lille kontorstol og hviler nøjsomt sin dårlige hånd i skødet. Dommeren og lægdommerne forlod salen for 20 minutter siden, og bortset fra et kort fravær, har han siddet i salen lige siden. Han hoster kraftigt, inden han skyller ned med vand fra et lille papkrus.
Dørene åbner uden varsel, da dommer og lægdommere igen træder ind i salen og fortæller, at det er et enigt domsting, der har dømt den 52-årige til 3 måneders ubetinget fængsel.
De har vægtet karakteren og omfanget af materialet i strafudmålingen. Tiltalte accepterer dommen efter en kort konsultation med sin advokat.
Da han får muligheden for at knytte det sidste ord, konstaterer han kort, at det behøver han ikke, inden han – som den første - forlader salen.
Den rigtige straf
Sidste år modtog en 44-årig mand i Herning en dom på 6 måneders fængsel for besiddelse af mere end 10.000 filer med overgrebsmateriale.
Anklageren i sagen mod den 52-årige fremhæver også under proceduren en lignende sag fra 2024, hvor tiltalte fik 40 dages ubetinget fængsel. Han kan dog undre sig over den forebyggende effekt af disse ubetingede straffe:
“Som anklager overvejer man, om det giver mening, at en mand, der selv mener han har et problem skal i fængsel. Det giver måske bedre mening at man får behandling. Men vi bliver nødt til at dømme efter loven, og den dikterer at vi straffer forbrydelser af denne karakter hårdt”, konstaterer han.
Udover tre måneders fængsel blev tiltalte dømt til at betale sagens delvise omkostninger.