Her scroller man med en kikkert
20 meter papir hænger gennem Brønshøj Vandtårn. Midt mellem rungende stemmer, eksperimenterende musik og performances har Debut Fest indtaget det gamle vandtårn. Her forsøger værket Analog Scrolling at give publikum en anden måde at scrolle på.
En stemme runger gennem Brønshøj Vandtårn.
Højt oppe i det enorme rum står en person hævet over publikum. Ord bliver sendt ud over forsamlingen næsten som en prædiken. Der bliver sunget, levende lys bliver tændt og delt ud til menneskene nedenfor.
Stemmen bliver hængende i rummet og kastet tilbage fra de høje vægge.
At træde ind i Brønshøj Vandtårn kan minde om at træde ind i en katedral. Der er langt til loftet, og rumklangen får stemmer og musik til at bevæge sig gennem bygningen. Men denne fredag er det ikke en gudstjeneste, der har samlet mennesker under det høje loft.
Det er Debut Fest.
Rundt omkring i vandtårnet møder publikum forskellige kunstværker og performances. Eksperimenterende musik blander sig med stemmerne fra de besøgende, og lydene fra de forskellige værker flyder sammen i det åbne rum.
På den anden side af vandtårnet hænger en lang strimmel papir.
Blikket følger den opad. Og videre op.
Papiret fortsætter næsten hele vejen gennem det enorme rum. For at se, hvad der gemmer sig på det, må publikum tage en kikkert i hænderne.
20 meter scrolling
Gennem kikkerten kommer billederne tættere på.
Værket hedder Analog Scrolling. På 20 meter papir udfolder historien om Bror, der har fået en bule, sig gennem billeder og tekst.
Men her fungerer scrolling ikke som på telefonen. Blikket skal bevæge sig, kikkerten skal rettes mod papiret, og kroppen bliver en del af læsningen.
Det er netop en del af tanken bag værket.
“Vi vil gerne give børn en ny måde at læse på, hvor kroppen også er med. En historie, de kan opsluges af, som man ofte gør det på en skærm,”
fortæller Catrine og Victoria, der står bag værket.
For dem handler det analoge også om, hvad der sker med vores opmærksomhed, når så meget foregår gennem en skærm.
“Vi tror, vi mister koncentration og nok også nysgerrighed. At ting bare kan ske. Telefoner er også lidt lig med planlægning og forudsigelighed,”
fortæller de.
På telefonen kan næste video, billede eller opslag hele tiden hentes frem med en lille bevægelse. Her i vandtårnet har scrollingen fået en fysisk form.
Den fylder 20 meter.
Papir i en digital hverdag
Analog Scrolling er især henvendt til børn. Værket bliver også taget med ud på skoler, hvor børn får mindre papirruller og mulighed for at skabe deres egne fortællinger.
Her må der klippes, tegnes og laves fejl.
“Børn er vilde med papir og at få lov til at klippe i bøger. Det giver dem måske et nyt forhold til bøger,”
fortæller kunstnerne.
Til Debut Fest har den lange scroll fået et rum, der passer til størrelsen.
“Det var helt fantastisk at være i vandtårnet. I et højt rum, der virkelig gav scrollen mulighed for at vise sin længde. En sjælden mulighed,”
fortæller Catrine og Victoria.
Omkring papirstrimlen fortsætter festivalen. Musik bevæger sig gennem rummet, stemmer rammer væggene og vender tilbage, og publikum bevæger sig mellem værkerne.
Midt i det hele hænger de 20 meter papir stadig fra toppen af vandtårnet og ned.
På telefonen kræver det kun en tommelfinger at komme videre.
Her må publikum stoppe op, løfte hovedet og få kikkerten for øjnene.
Først derefter kan de scrolle videre.