Historiske tal: Danskerne stoler mindre på Folketinget end på EU
Danskerne har større tillid til EU end til Folketinget. Det viser en måling fra Tryghedsfondens årlige rapport. Men hvad er årsagen til, at danskerne stoler mere på en union der ligger 754 kilometer væk, når vores Folketing er fyldt op med medlemmer vi selv har valgt?
Den geopolitiske situation er alvorlig. En af årsagerne til det, er en mand som langt de fleste har en holdning til. Han findes i Det hvide hus og hedder Donald Trump.
Ifølge Trygfondens rapport er tilliden til EU vokset i takt med Trumps regeringsperioder og valgkampene op til. Særligt perioden hvor Trump viste interesse for Grønland, var der en tydelig udvikling i danskernes tillid til EU.
Dog peger pilen også på andre årsager end Trump, oplever Johan Jensen, presse- og kommunikationsrådgiver i Europa-Parlamentet. Johan Jensen ser fra et internationalt perspektiv flere årsager til, at tilliden til EU vokser.
”Jeg oplever, at en af årsagerne til at flere danskere viser større opbakning til EU, er, at de kan se at samarbejdet betyder, at danskerne får mere glæde af at være med i beslutningerne end dem der bliver taget udenom EU.
Når vi er så tydelige i, hvad vi gør i EU, så får det også de danske mediers bevågenhed og derfor også danskernes. Samtidig får vi lov til at sidde med helt centralt omkring bordet, når de store beslutninger skal træffes.”
Manglende tillid til Christiansborg
Tager man et kig indenfor på Christiansborg, så er der blandede holdninger at spore. Folketingsmedlem, formand og EU-ordfører for Radikale Venstre, Martin Lidegaard siger:
"Jeg synes det er tankevækkende, og naturligvis ikke noget jeg er ubetinget glad for.
Men EU er et regelbaseret system, og har på en række centrale områder fastsat regler, så når noget først er blevet besluttet i EU, så kan vi jo som regel også være trygge ved at så bliver det som det er blevet besluttet.”
Udover årsagerne til EU’s tillid fra danskerne oplever Martin Lidegaard også en tendens fra danskerne, som kunne være årsagen til, at danskerne ikke stoler på Folketinget:
”Det ene er, at der er så få danskere der er med i et parti og har indsigt i politik og har mulighed for at tale med nogen om, hvordan politik ser ud indefra. En anden ting er den danske nyhedsflade, hvor der især på sociale medier sker en stigende polarisering.”
Spørger man Folketingsmedlem og EU-ordfører for Socialdemokratiet, Henrik Møller, peger han på mere positive ting:
”Det er jo nærmest historisk, at vi har så stor en opbakning til EU med den tidligere kritiske tilgang Danmark ellers har haft til EU. Vi er gået fra at være kritikere til at være en del af hjertet i EU.”
Politikkerne mangler indsigt i danskernes hverdag
Problemet er noget folketingspolitikerne ser på med stor selvindsigt. En momentum-undersøgelse viser, at borgerne mener, at folketingspolitikerne mangler indsigt i, hvad der rører sig blandt befolkningen.
Martin Lidegaard erkender, at det ikke bliver nemt, men har et bud på, hvad der skal til, før danskerne kommer til at stole på mere af det han og de andre medlemmer af Folketinget arbejder med inde på Christiansborg:
”Der er ikke så andet at gøre ved det, end at de etableret partier i Folketinget bliver nødt til at være mere tydelige, mere konkrete og mere løsningsorienteret og forsøge at lave politik på måder der kan gavne flere mennesker.
Samtidig skal der også være en større sammenhæng mellem det politikerne siger, og det de gør, ellers bliver det svært.”