Husdrømmen er en luksus i storbyerne, flere lønmodtagere må nøjes med almene boliger
De seneste 10 år er der sket en drastisk udvikling på boligområdet i storbyerne, priserne er steget markant, hvilket har gjort det svært for almindelige lønmodtagere at købe en ejerbolig. Men hvad skal der til for, at lønmodtagerne får en plads på ejerboligmarkedet?
Der er rift om nøglerne til en ejerbolig i hovedstaden eller smilets by.
Flere og flere søger nemlig mod storbyerne som aldrig før, og det har i den grad sat sit præg på boligmarkedet.
Forhenværende journalist Lene Dalgaard har boet i Aarhus hele sit liv, og hun er en af mange, som er nødsaget til at bo i en almen bolig.
Hvis det stod til Lene, ville hun gerne eje en bolig i Aarhus.
Men på grund af boligmarkedets tårnhøje priser har hun ikke andet valg end at bo til leje, hvis hun vil blive i Aarhus.
Almene boliger giver mulighed for et liv i storbyen
Boligudviklingen er også noget, de kan mærke hos Arbejdernes Andels Boligforening.
Her er direktøren Morten Homann glad for, at almene boliger stadig giver folk med lavere indkomst en mulighed for at bo i byen.
“Vi er jo lavet til at kunne tilbyde boliger til alle.”
Men han synes også, at det er problematisk, at færre og færre har mulighed for at eje en bolig i Aarhus.
“Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, at det bliver sværere og sværere at få en ejerbolig i Aarhus.”
Morten tror, at det i sidste ende går ud over mangfoldigheden i byerne.
Han mener nemlig, at man burde have både skolelærere og politibetjente som naboer i alle afkroge af byen.
Må flytte væk, hvis husdrømmen skal gå i opfyldelse
Line Vang og hendes mand har taget beslutningen om at flytte til Vestjylland, da drømmen om at eje deres eget hus ligger langt uden for rækkevidde i Aarhus.
De er på nuværende tidspunkt bosat i en almen bolig med deres to børn.
Hun fortæller, hvordan selv en større almen bolig ville være for dyr for dem i storbyen.
“Hvis vi skulle have et værelse mere, skulle vi op og give 11-12 tusind.”
Parret har boet i Aarhus i mange år og ville gerne være blevet. Men økonomien har fået dem til at skifte storbyen ud med landlivet i provinsen.
Umuligt at eje, hvis ikke du har et godt netværk
Sværest er det for lavtlønnede og unge at komme ind på boligmarkedet i storbyerne.
Forskningschef i byggeri, by og miljø hos Aalborg Universitet, Hans Thor Andersen, forklarer, hvordan det næsten kun er folk med høje lønninger, som har en chance for at eje i storbyerne.
“Det er meget svært at komme ind på boligmarkedet, hvis man ikke har nogle forældre, som kan hjælpe økonomisk.”
Han fortæller også, hvordan forældrekøb ofte er den eneste udvej, hvis unge vil nærme sig drømmen om en ejerbolig i byer som Aarhus og København.
Det er ikke nok bare at bygge
I både København og Aarhus bliver der bygget på livet løs.
Men det er ikke nok bare at bygge, hvis priserne for de nye byggerier ikke imødekommer almindelige lønmodtageres økonomiske råderum.
Selv priserne for almene boliger stiger til tops.
Det gør det bestemt heller ikke nemmere for borgere med lavere indkomst at få en plads på hverken ejerbolig- eller lejeboligmarkedet.
“Det hjælper ikke noget, hvis man opfører et stort nybyggeri, som ikke er til at betale.”
Siger Hans Thor Andersen