Hvad du ønsker, skal du få. På TV.

Forbrugerne har fået det lettere, når det gælder valg af personligt indhold på streamingtjenesterne. Det viser DR´s rapport om danskernes medieforbrug i 2025.

Det er en helt almindelig mandag aften og du smider dig i sofaen, ene og alene med det formål at blive underholdt af dine skærme. Med den ene hånd styrer du mobilen mod dit foretrukne SoMe site, og med den anden hånd klikker du rundt på dine streamingapps.  

If you can´t beat them, join them 

Havde det blot været for få år siden, var udvalget af både sociale medier og streamingtjenester ganske begrænset. Men takket være den stigende konkurrence på markedet, har de fleste i dag adgang til adskillige tjenester, som vælger at samarbejde, fremfor at konkurrere. Netflix har lagt bud ind på Warner Bros. Discovery, for at vokse sig endnu større. Størrelsen vil gøre Netflix’ samlede omkostninger lavere og give både bredere og større indhold til forbrugerne. Også Amazon, France TV og Prime Video har indledt et samarbejde. Det kaldes “broadcastifisering af streaming”, når TV og streaming på denne måde bundtes sammen. 

For forbrugeren har det aldrig før har været så nemt at skræddersy sin egen TV-pakke – og ændre den igen. Nu kan man slippe for at betale for eksempel en hel sportskanal, men udvælge specifikke sportsgrene, og kun betale for netop denne løsning. Når prisen for den enkelte tjeneste bliver billigere for kunderne, er kunderne også nemmere at fastholde for selskaberne. I overført betydning er der ikke længere brug for både at betale for sæde, håndbagage og måltid på flyet. Du kan nøjes med at tjekke ind.  

Endnu en skræddersyet TV-aften  

Tilbage på sofaen er de sociale medier blevet tjekket og det første afsnit af yndlingsserien er blevet slugt. Nu er det nysgerrigheden, der driver værket, og inden der er gået et par timer og Ole Lukøje banker på, har du tudet over en rørende Anders Agger-dokumentar, som lå på DR.TV, set de første 10 minutter af Nyhederne fra kl. 18 på TV2 Play og til sidst været en tur forbi Netflix og Viaplay, hvor en boksekamp live fra Las Vegas netop er gået i gang. Du ved, at det, som  bliver sendt i nat, kan du se i morgen tidlig. Og hvis du har glemt, hvad nyheden fra Ukraine var, fordi du var optaget af en syngende kat på Instagram, kan du når som helst spole tilbage og finde klippet. 

Du får, hvad du ønsker.  

Powered by Labrador CMS