Hvad sker der, når man holder op med at fiske i fire år?

På Tahiti giver lokalsamfund fiskene fred i flere år ad gangen gennem den gamle tradition rāhui. Men det kræver, at fiskerne selv er med på idéen.

Matahi Ateni på arbejde efter rāhui
Offentliggjort

Den 14. og 28. februar 2024 fik fiskere ved Papara på Tahiti igen adgang til to dele af lagunen, hvor fiskeri havde været begrænset i omkring fire år. Genåbningerne varede kun nogle timer. Alligevel nåede 53 fiskere at fange 804 fisk, der tilsammen vejede 369 kilo, ifølge lokalmediet Tahiti Infos. Derefter blev områderne lukket igen. 

Områderne er beskyttet under rāhui, en polynesisk tradition, hvor man i perioder begrænser adgangen til fisk og andre naturressourcer. Fire år er længe, når havet også skal levere aftensmaden. Så hvordan får man fiskerne til at acceptere en lukning? 

Kampen om lagunen 

Antropologen Tamatoa Bambridge har arbejdet med rāhui i mere end ti år. Han er forsker ved det franske forskningscenter CNRS og har hjulpet lokalsamfund i Fransk Polynesien med at etablere omkring 20 rāhui-områder. 

Han mener, at traditionen bliver misforstået, hvis man kun ser den som en måde at beskytte fisk på. 

“Rāhui handler ikke kun om naturbeskyttelse. Det handler om at genopbygge forholdet mellem mennesker og mellem mennesker og deres omgivelser,” forklarer han. 

Tanken om at lade fiskebestanden være i fred over en periode, så den kan vokse sig større, er enkel. Men rāhui har også været brugt til at skabe fred mellem lokalsamfund. I dag kan det være en måde at løse stridigheder om, hvem der må bruge havet. Fiskere med net, harpunfiskere og turistoperatører færdes i de samme områder. De er bare ikke altid enige om, hvad der skal være tilladt. 

Fisk nok til aftensmaden 

På naboøen Moorea bor den 38-årige fisker og charterkaptajn Matahi Ateni. Han er vokset op ved lagunen og husker, hvordan fangsterne blev mindre, i takt med at fiskeri til salg begyndte at fylde mere. Han fortæller blandt andet om fiskere udefra, der kom med store net for at fange de små ature-fisk og sælge dem på Tahiti. 

“Alle herfra vil fortælle dig, at det virker. Når vi tager ud og fisker i dag, kan vi fange aftensmaden og tage hjem igen. Det var meget sværere før,” siger han om de fiskerirestriktioner, der siden er indført omkring Moorea. 

For Matahi er rāhui også en del af øens kultur. Han fortæller, at det traditionelt var de ældre, der udpegede de steder, hvor man ikke måtte fiske, og at deres ord blev respekteret. Selv lærte han tahitisk af de ældre i lokalsamfundet. Hans forældre talte ikke sproget med ham, fortæller han, fordi deres generation havde oplevet, at det blev undertrykt under det franske styre. 

Matahi driver fisketure efter blandt andet tun og marlin på åbent hav. Med sin motorbåd kunne han også fiske i lagunen, fortæller han. Men han foretrækker at lade de kystnære fiskepladser være til de lokale småfiskere, der kun har en kano. Selv fisker han også med sine døtre fra en træbro ved hjemmet. 

“Selvfølgelig kunne jeg måske nok lave mere forretning. Men fællesskabet er stærkere end forretningen,” siger han. 

Et svært kompromis 

Det var svært at få fiskerne til at acceptere begrænsningerne på Moorea, fortæller Matahi. Mange spurgte, hvor de så skulle skaffe mad. Reglerne blev derfor tilpasset. Nogle steder er al fangst forbudt, mens man andre steder gerne må fiske med bestemte redskaber. 

Lokal opbakning betyder især meget i små kystnære områder, forklarer Elliot Brown fra DTU Aqua, der forsker i havmiljø og fiskeriforvaltning. Her er der typisk mindre kontrol fra myndighederne. 

“Når man har et lille kystnært beskyttet område, er lokal opbakning og engagement meget vigtigere. Reglerne bliver i højere grad håndhævet socialt og kulturelt,” siger han. 

To områder med forskellige resultater 

Ved genåbningerne i Papara viste undersøgelser en stigning i fiskebiomassen i området Atimaono sammenlignet med 2021. I det andet område, Patere, var resultaterne mindre opløftende. Fiskeren Émile Otcenasek fra det lokale forvaltningsudvalg pegede over for Tahiti Infos på ulovligt fiskeri som et problem. 

Moorea har også marine beskyttelsesområder under en offentlig forvaltningsplan. Derfor er Matahis oplevelse af flere fisk ikke i sig selv et bevis for, at rāhui alene har skabt forandringen. Forurening, klimaforandringer og andre påvirkninger forsvinder heller ikke, fordi fiskeriet begrænses. 

Rāhui kræver derfor mere end at lukke et område på et kort. Fiskere, myndigheder og andre brugere af havet skal blive enige om reglerne. Og de skal også helst overholde dem, selv når der ikke er nogen til at kontrollere det. 

Efter de to fiskedage i Papara blev områderne lukket igen. Fiskerne må vente på næste åbning. Hvor mange fisk de får med hjem til den tid, afhænger blandt andet af, om de respekterer lukningen. 

Powered by Labrador CMS