”Hvis det ikke havde været for Danmark”

En sommer som jorbærplukker ændrede David’s liv.

David får kaffe på huset på sin stamcafé
Offentliggjort

I mange år snakkede David Rickerby ikke om sin fortid.

Men en dag kaldte jorbærbonden ham til sig. Allerede dér forberedte han sig på at blive fyret og havde mentalt pakket sine ting. Bonden havde hørt, at David havde været i fængsel, men fortalte, at han godt kunne blive alligevel.

Det havde David ikke forventet. Det var første gang, at han ikke blev dømt for sin fortid.

Han sidder på barstolen med en kop kaffe foran sig. Han har fået den på huset. Det gør han altid her.

”I dag har jeg lavet det samme som altid”, siger David, og viser en dåse frem fra en plasticpose. Han samler pant. Det er hans job.

Første gang David kom til Danmark var i 1996 for at plukke jordbær på Samsø.

Han var 30 år og var, et par år forinden, blevet løsladt fra fængsel. 

”Jeg hadede ikke fængslet, men efter 5 år var det sådan: Been there, done that, bought the t-shirt, smoked that cigarette right down to the filter.”

Det var umuligt at få et job i England, og David havde brug for et sted, hvor hans baggrund ikke betød noget. Jordbærbonden spurgte ikke ind, han ville bare have, at David plukkede jordbær.

Manden uden fortid

I løbet af de næste par år kom David tilbage til Danmark flere gange, og blev længere hver gang. Der var mindre kontakt til venner i England i takt med, at hans netværk i Danmark voksede.

Da han kom til landet, talte han ikke om sin fortid. For her kunne han være lige den, han gerne ville. Jo længere tid der gik, blev det dog sværere at gemme historien.

Indtil da havde han levet et liv, hvor han altid var mentalt forberedt på at skulle flygte. Han beskriver det med et citat fra filmen Heat, taget frit fra hukommelsen:

”Have nothing in your life that you can’t walk away from in 30 seconds”.

Sådan var det ikke længere. Nu havde han job og venner, der trak ham væk fra kriminaliteten. For første gang, havde han noget at tabe, hvis han kom ind og sidde.

Et roligt liv

”Nogen kritiserer Danmark for ikke at være særlig rock and roll, men det var det jeg godt kunne lide.” Han var færdig med rock and roll, og havde brug for at komme helt ned på jorden.

I kontakt med gamle venner hjemme i England, har han fundet ud af, at en er død, en anden sidder i fængsel og en tredje er på flugt.

”Hvis det ikke havde været for Danmark, var jeg endt som en af dem.”

David bor i en campingvogn. Nogle måneder er det hårdt at være hjemløs, men der er fred og ro til at leve det liv, han gerne vil.

Powered by Labrador CMS