Hvor ser du nyheder? Her er hvad en tredjedel af de unge gør
“Helt sikkert Facebook, Instagram og TikTok," 23-årige Julia Stefanie Klaas er ikke i tvivl, hun bruger de sociale medier når hun skal følge med i nyhederne. Det samme gør en en tredjedel af andre unge danskere i alderen 18-24.
En ny rapport om danskernes nyhedsforbrug fra Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet fortæller, at 31 procent af 18-24 årige bruger sociale medier som deres foretrukne nyhedsmedie.
I modsætning til de unge, er det kun 7 procent af voksne på 55-64 der vælger de sociale medier som deres foretrukne nyhedskilde.
Nemmere at følge med på de sociale medier
Julia Stefanie Klaas føler sig forholdsvis informeret og påpeger, at det er nemmere at komme i kontakt med nyheder på de sociale medier, fordi de oftest bare dukker op i hendes feed.
Mindre troværdighed på de sociale medier
Til gengæld savner hun mere troværdighed på de sociale medier,
“Jeg er helt sikkert faldet over falske billeder og AI," lyder det fra Julia Stefanie Klaas.
Julia Stefanie Klaas fortæller desuden, at det kan være svært at skelne mellem hvad der er rigtigt og hvad der er misinformation.
Det er ikke altid, at hun læser mere end overskriften på en nyhed, hvilket kan gøre det svært at fange misinformation.
Generelt er tilliden til nyheder på de sociale lav blandt de unge. I rapporten fremgår det, at kun 17 procent af unge i alderen 18-24 generelt har tillid til nyhederne på de sociale medier.