Hvorfor er salg af ulovlige e-cigaretter rykket over på sociale medier?
Flere end hver anden e-cigaretbruger oplever, at det er blevet nemmere at købe ulovlige e-cigaretter på sociale medier. Forsker i kriminologi kan fortælle hvorfor.
Er du også stødt på navne som “Kolding Puff” eller “KBH Puff” på din Snapchat? Så er du ikke alene. Natascha på 22 år, er en af dem der har lagt mærke til det:
”Jeg har personligt set virkelig mange profiler på Snapchat, som sælger e-cigaretter.”
Næsten seks ud af ti mener, at det er blevet nemmere at få fat på e-cigaretter på sociale medier. Det viser rapporten §Røg fra 2024, som er udarbejdet af SDU.
Snap og salg
Salget af e-cigaretter er rykket over på de sociale medier, hvor det primært drejer sig om ulovlige produkter med forbudte smage og ulovlige nikotinindhold.
”Efterspørgslen fjernes ikke, hvis man gør et produkt ulovligt.”
Sådan siger Ramus Munksgaard, der er lektor på Aalborg Universitet og forsker i kriminologi og illegale markeder.
Det drejer sig især om medier som Snapchat og TikTok, der bliver brugt som købskanaler. Det fremgår i rapporten, ”Stoffer I Feedet” fra 2025, som er udarbejdet af analysebureauet; Analyse & Tal, samt rapporten §Røg.
Når salg af e-cigaretter sker på sociale medier, er det et illegalt marked som ikke kontrollerer hvilke produkter der sælges, hvad de indeholder eller hvem de sælges til. Det er et problem sundhedsstyrelsen gentagende gange har været ude og advare mod.
Der har nemlig været flere tilfælde af e-cigaretter der indeholdt farlige stoffer, som er blevet solgt på sociale medier. Dette har ifølge sundhedsstyrelsen, medført at flere teenagere er blevet indlagt med alvorlige forgiftninger, efter at have røget ulovlige e-cigaretter.
Forbud uden effekt?
I 2022 kom der et forbud mod salg af e-cigaretter med smag, som ikke er tobak og mentol. Det er noget der har sat gang i det illegale marked for e-cigaretter, da folk ikke længere kan skaffe dem på lovlig vis.
”Der opstår illegale markeder på grund af efterspørgsel. Selvom et produkt er kriminaliseret, er folk stadig villige til at købe det.”
Siger Rasmus Munksgaard.
Sælgerne bag skærmen
Den nye stigning i at flere synes, at det er blevet nemmere at bruge sociale medier som handelskanal til e-cigaretter, er noget man også har bemærket i det offentlige rum ifølge Rasmus Munksgaard:
”Vi har over det seneste årti set, at man er rykket fra at sælge på gaden eller via netværk, til i høj grad også at gøre det via internettet og sociale medier.”
Rasmus Munksgaard kommer med flere årsager til, at den typiske sælger af ulovlige e-cigaretter på nettet har valgt netop det marked:
”Der er jo ikke nogen der står op en dag og siger: ’Min karriere; det skal være at sælge puff bars’. Men personer der for år tilbage solgte cannabis, kan i dag vælge at sælge puff bars, fordi risikoen og straffen er lavere. I denne sammenhæng handler det mere om at vælge hvilken type kriminalitet man vil begå, fremfor om man vil begå kriminalitet eller ej”
Gode priser lokker kunderne
Rasmus Munksgaard peger også på, at de billige priser på e-cigaretter er en vigtig faktor for den store efterspørgsel:
“En konkret løsning er at øge prisen ved for eksempel at se på omkostningerne for import af ulovlige e-cigaretter. Det er derfor relevant at se på hvad strafferammen er, og hvordan importører og distributører straffes. Opdagelsesrisikoen er et parameter man kan arbejde med, hvis man gerne vil afskrække folk fra at sælge på det illegale marked.”