I Hjerm danser de med mad i munden

I tarteletskallens hjemby byder en hob af frivillige hvert forår til gilde. Her er der tarteletter ad libitum, rå konkurrence om at spise flest, og rockmusik så alle kan være med.

Hjerm Hallen pyntet op til fest.
Offentliggjort

I Hjerm danser de på stolene, for de lejede klapborde er ikke så solide. Og de danser til; ved bordene, mellem bordene, på vej til toilettet og oppe foran scenen, hvor bandet spiller op med alle Johnny Madsens største hits. Der er tarteletfestival i Vestjylland.

”Man må gerne danse med mad i munden!” råber konferencieren. Musikken spiller og festen er i gang.

Omkring 650 vestjyder sidder i idrætshallen om langborde pyntet med fyrfadslys i tarteletskaller – sådan rigtige, spiselige tarteletskaller. Mange sidder, hvor de plejer, nogle er på besøg for første gang. Alle hilser på hinanden, for det gør man i Hjerm, når det bliver første fredag i marts.

Tartelet, trit og retning

Bag scenen ligger en mindre hal med en klatrevæg, hvor næsten hundrede frivillige i grønne t-shirts pibler ind og ud mellem hinanden. Duften af margarine blander sig med talkum og gymnastiksko, og medarrangør Johan Daasbjerg holder skarpt øje operationen.

Skallerne ankom i flyttekasser en time før gæsterne – første skridt er at få dem fordelt ud på foliebakker. Alene det kræver en indsatsstyrke på tolv mand. Hyggesnak afbrydes jævnligt af råb; hvor mange tarteletter var det nu per bakke, hvor mange bakker per stabel, og hvor mange flyttekasser er der tilbage?

Foliebakkerne forsætter mod næste stop, en konstellation af borde i E-formation. Ved hvert ben står seks mennesker fordybet i høns i asparges. Bakkerne modtages, skallerne fyldes med top. En halv skive agurk på toppen og så videre. Hen på langbordet, E’ets ryg, hvor resten af de frivillige står klar til at servere. Det går som smurt.

Det er noget rod at holde tag-selv-tartelet-bord for 650 mennesker, så Tage Møller Pedersen og Jan Dyberg Christensen, der er tovholdere sammen med Johan, har lavet en udførlig plan: Alle ’tjenere’ har et bord, de serverer for og en fast rute de går, tilpasset og præcist, så serveringen foregår hurtigst muligt. Det skal den helst, for gæsterne er sultne.

Stolt bagværk

Tarteletterne er ultralokale. Humlum A/S, landets eneste storfabrikant af tarteletskaller, ligger så tæt på festen i Hjerm Hallen, at maden ankom på sækkevogn – et særsyn i Vestjylland hvor de kører til det meste.

”Jeg ved de også har en tarteletfestival i Odense, så hvorfor skulle vi ikke holde én her, hvor tarteletterne bliver lavet?” spørger Mads Skovgaard. Han arbejder ovre på fabrikken og er som mange andre trukket i det pæne tøj; lyseblå skjorte og en brun butterfly, der vist nok er lavet af læder eller træ. Den er i hvert fald ikke, som butterflys er flest.

Det er ellers meningen at gæsterne bare skal komme i deres fyraftenstøj, synes arrangør Tage Møller Pedersen. Men tarteletfestivalen er den ene af årets to store begivenheder i Hjerm (den anden er oktoberfest) og det vejer tungt. I 2024 var festivalen så populær, at billetterne blev revet væk på 20 minutter. I år er prisen sat lidt op, og der gik to uger, inden der var udsolgt.

”Vi glæder os allerede i morgen til næste år!” griner Sanne Abildtrup, mens hun venter på at blive lukket ind. Smilet smitter blandt vennegruppen. Tarteletfestival er for dem alle en fast begivenhed i kalenderen.

Unge som gamle til dans

Indenfor er folk ved at finde deres nummererede pladser til fællesspisning. Mens de venter på maden, henter gæsterne kander af fadøl til lyden af Shu-bi-duas Nam-Nam. Granvoksne mænd hilser ”hallå” og giver hinanden et klask bagi. Snakken går på mumlende dialekt, og det hele har et vist skær af halbal.

Sofie Impgaard Madsen blev student i sommers og har taget sin gamle gymnasieklasse under armen til hjembyens gildesal. Der er bred enighed om at tarteletfestivalen er bedre end endnu en bytur.

”Det er fedt at hive dem med, så det ikke bare er de halvgamle nisser,” forklarer Sofie med en garvet tartelet-spisers visdom. Hendes familie sidder længere oppe af bordet, så de unge mennesker kan nyde hinandens selskab.

”Altså, vi danser også med alle fædrene,” griner hun.

Karoline Bech Mortensen er med for første gang på Sofies invitation. Hun synes det kan noget:

”Det er virkeligt hyggeligt, og her er folk i alle aldre. Selvom det måske lyder lidt bonderøvsk,” siger Karoline. Forventningens glæde pulser omkring bordet, og samtalen bliver afbrudt af et udråb: Nøj, hvor er jeg sulten!

Så er det godt at der er serveret. Den udførlige plan fra de frivillige giver pote: 10 minutter efter den første bakke er båret ud, er hele salen bespist.

”Et særligt folkefærd”

Festivalens rekord for flest spiste tarteletter er et sted mellem 16 og 19. Alle er lidt uenige om det præcise tal, men ingen har påstået at slå den i år. Starttonerne til Halgal Halvbal hamrer ud fra scenen og med askebægerstemme råber forsangeren for Johnny the Blues publikum op. Midt i et af langbordene begynder en mand og en kvinde at danse på stolene. Uden skam rager de højt op over resten af de tartelet-fyldte gæster. Der er dansepause inden desserttarteletterne.

Den sidste foliebakke er serveret og inde bagved kan de frivillige endelig sætte tempoet ned. Mange af dem kommer år efter år, ligesom gæsterne, men Henriette Larsen er førstegangsfrivillig. Hun flyttede til Vestjylland for næsten 20 år siden, og det tog lidt tid at falde til.

”Vestjyderne er et særligt folkefærd. Man skal gøre sig fortjent til at være her.” Henriette tøver, som for at vælge de rigtige ord. ”Men hvis man viser noget velvilje, så kommer fællesskabet.”

De frivillige sætter sig til bords inden de starter deres egen fest. Pengeoverskuddet går til lokale foreninger, men maden skal spises op. Blandt en sø af gråt hår, har fem unge mennesker slået sig ned om et bord. Den ene bakke tarteletter efter den anden bliver båret frem, og der nødes på bedste bedstemor-manér.

”Nu skal i more jer,” bliver de kærligt påbudt, hvortil en ung mand svarer:

”Det har vi da ikke tid til med al den mad!”

Powered by Labrador CMS