Ingerslev Plads omformet til vejfest

Fadøl, fællesspisning og jazzmusik er Boule’s måde at invitere til samvær og fest. For tilflyttere til Aarhus betyder det ikke kun nye bekendtskaber, men i lige så stor grad et kendskab til hele byen.

En tur på Boule kan ende med et slag petanque.
Offentliggjort

Onsdag eftermiddag har Boule klædt Ingerslev Plads på til sammenkomst. De klassiske brune klapsammenborde med dertilhørende bænke er bemandet til bristepunktet, hvor yderste person må kompensere pladsen på bænken med en halv balle luft.

Barvognen er kørt i position, hvor der bliver slynget ”dobbelt op på fadøl og vodka mate” hen over disken – hvilket vurderet ud fra køen er et ganske attraktivt tilbud. Man skal dog stikke næsen dybt ned i sin fadøl for ikke at dufte grillkullene, der omfavner hele Ingerslev Plads i duften af familietur i sommerhus.

Med fadøllen i hånden og lyden af De 4 Maver’s stemningsfyldte live jazzmusik i øregangen, kan man nu kæmpe for en plads ved de føromtalte bordbænkesæt.

Til Boules arrangementet på Ingerslev Plads er majoriteten studerende i midten, eller slutningen af, tyverne. Stereotypen er der ikke, for folks påklædning er en blandet landhandel mellem folk i striktrøjer og tanktops.

På mange måder minder arrangementet om en moderne vejfest, hvor dansktop er skiftet ud med jazz og Tuborg Classic ud med Ebeltoft Gårdbryggeri.

Nye muligheder

Ligeledes spejdende efter et sted at slå sig ned er venneparret Jacob Esholm og Emilie Bøgh. Vennerne kender hinanden fra deres fælles højskoletid, og har i øvrigt til fælles, at ingen af dem oprindeligt kommer fra Aarhus. Derfor er de også enige om, at arrangementer som dette er med til at styrke kendskabet til byen.

”Normalvis vil jeg ikke komme på Frederiksbjerg, men et arrangement som dette gør, at man får øjne op for andre muligheder her i byen, og at man ikke bare ender nede ved åen”, siger Emilie Bøgh, som er tilflytter til Aarhus fra Holte.

Især initiativet om at bruge udearealerne falder i god jord hos Emilie.

”Jeg synes det er fedt, at man har gjort noget ud af det med musikken, maden og baren. At man så oveni har valgt at lukke vejen af, gør det virkelig til et godt sted at være”.

Jacob nikker anerkendende til de ting, som Emilie siger. Jacob er tilflytter fra den nordjyske by Pandrup, og er sågar bosiddende på Frederiksbjerg. Alligevel har han aldrig været her.

”Jeg var bekendt med Boule i forvejen, men jeg har aldrig været hernede før – det er fedt at få nogle nye områder tilføjet til listen, for jeg var nok aldrig kommet herned uden dette arrangement.” siger Jacob Esholm, før han slutter af med: ”og så kan det jo bare noget med musik og fadøl i plastickrus”.

 Et slag petanque

Op af rygsækken hiver Jacob Esholm et ældre petanquesæt frem, som han ikke har fået brugt i Aarhus endnu. Han har dog hørt, at der skulle være en bane her på Ingerslev plads, hvorfor det naturligvis skulle med.

Jacob og Emilie rejser sig fra bordet, da jagten på petanquebanen er gået ind. De garanterer dog for, at de ikke er færdige med at drikke øl fra Ebeltoft Gårdbryggeri i dag.

På mange måder beskriver det ikke blot Boule’s arrangement, men selve hovedpulsåren ved Aarhus festuge. At få kendskab til ting og steder, som man normaltvis ikke ville kunne få på andre måder.

Powered by Labrador CMS