“Jeg er klar til at gå en helt anden vej” - men det var retten ikke
En 41-årig mand drømte angiveligt om et bedre liv med mindre kriminalitet – blot ikke for første gang. Aarhus Byret giver ham 4 måneders ubetinget fængsel.
Det er første gang, manden har siddet i fængsel. Tre måneder i varetægt op til retssagen med minimal kontakt til sine børn, sin kone og til omverdenen. Den 41-årige mand fortæller i retten, at han har fokuseret på sig selv og på sin fremtid - og søgt samtaler med fængslets præst fremfor med fængslets indsatte.
“Jeg er klar til at gå en helt anden vej,” siger han i retssalen i Aarhus Byret.
Han bliver ikke desto mindre fundet skyldig i syv af de ni af forhold, han er anklaget for. Heriblandt for husfredskrænkelse, butikstyveri, røveri, hæleri og våbenbesiddelse.
De kriminelle baner
Fire måneders ubetinget fængsel og en bøde på 15.000 kroner var ikke ligefrem den frifindelse, der blev sigtet efter fra forsvarerens side. Ét faktum skilte sig ud i domsafsigelsen: tiltalte havde været dømt før - og det ikke kun en enkelt gang.
Mandens tidligere domme har også været tyveri- eller hælerirelaterede. Første gang i 2018, senest i efteråret 2025. Kort efter sidste dom blev manden varetægtsfængslet, da han med en christianiacykel stjal fem Arne Jacobsen stole fra en Bestseller forretning. En begivenhed, der ifølge ham selv skete ved tilfældigheder oven på en dårlig aften i en svær tid.
Røveriet er blandt de forhold, som han i retten er blevet dømt for. De andre lovovertrædelser er spredt over tid og sted som led i flere forskellige begivenhedsforløb.
Han nægter sig selv skyldig i alle forhold, med undtagelse af det at have stjålet stolene. At det skulle være et røveri, der indebærer brugen af vold eller trusler, benægter han.
Tvivlen i retssalens tapeter
Retssagen tog mange drejninger undervejs. Manden fremsatte selv en forklaring, der gav sammenhængende mening. Men som på ingen måde hang sammen med de flere forskellige vidneforklaringer. Eller med dele af bevismaterialet i form af dokumenter, billeder og videoer.
Tvivlen og medfølelsen bølgede frem og tilbage i løbet af de fem timer, retsmødet varede. Og følelserne sad uden på tøjet hos de fleste involverede i sagen.
Den nu dømte mand skulede hovedrystende og mistroisk, mens vidnerne talte. Vidner påtalte deres ubehag over at aflægge forklaring i de ubekvemme rammer. Og tiltaltes ‘bedre halvdel’ sad klar til at tale om livet derhjemme ved enhver pause-given lejlighed.
Dommen
Den 41-årige mand ligger selv vægt på, at mange svære omstændigheder, dødsfald, stres og depressioner er kommet i vejen for ham og har fået ham ind på den løbebane, hvor han er nu.
“Jeg vil bevise overfor mig selv og min kone og mine børn, at man kan blive bedre som menneske,” siger han.
Han har fået tilbudt job og kan, hvis alt går godt i retssalen, begynde til april.
De omtalte omstændigheder har tidligere forhindret hårdere straffe. To gange tidligere har de haft indvirkning på dommen - denne gang har de ingen.
Mandens nærtstående mulighed for at komme i arbejde karambolerer med fængselsafsoningen, han mangler - hensynet til dette faktum afvises af dommeren.
Fængselsdommen skal derfor afsones alle de fire måneder, den varer. Og den dømte mand må på den anden side af straffen vise det, hvis han altså stadig ønsker at ‘gå en helt anden vej’.