”Jeg håber ikke, at de dømmer mig alene på mit navn”

Alexanders far er født i Litauen, og har ukrainsk baggrund. Hans mor russisk statsborger. Selv beskriver han sig som litauer med slavisk baggrund. Langt de fleste i Litauen lægger dog ikke mærke til, at han er etnisk russer.  

For på trods af at russisk er hans modersmål, snakker han så godt litauisk, at folk ikke lægger mærke til hans etniske ophav. Det er kun når folk ser hans efternavn, eller hvis han selv fortæller dem det, at det bliver tydeligt, at han er etnisk russer.

 Selv når de bliver opmærksomme på hans ophav, fylder det typisk ikke særligt meget, hos dem han møder. Samtidig har krigen i Ukraine medført flere immigranter fra Ukraine, Rusland og Belarus.

”De har for det meste en meget neutral reaktion, når de finder ud af at jeg er russer. De kan jo høre, at jeg taler rimelig godt litauisk, så de opfatter mig som mere litauisk end russisk. Jeg håber ikke, at folk dømmer mig alene på baggrund af mit navn, men i stedet på baggrund af den måde jeg er,” fortæller Alexander.

En uenig gruppe

Alexanders forhold til Rusland har i store perioder af hans liv været præget af negativitet. Da han var barn invaderede Rusland nabolandet Georgien, og senere annekterede de også Krim-halvøen i Ukraine i 2014.  

I Litauen delte Ruslands ageren den etnisk russiske del af befolkningen, og skabte hvad Alexander kalder et ”toxic” miljø blandt dem. På grund af det ”toxic” miljø, har han altid fundet det lettere at tale med litauere end med andre etniske russere.  

Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, havde det ikke den store effekt på Alexanders opfattelse af Rusland. Det havde det dog for hans mor, der ikke tidligere havde haft de samme oplevelser som ham.  

”Det ændrede ikke rigtig noget. På grund af de andre ting der var sket tidligere, havde jeg allerede et negativt syn på Rusland. Men invasionen af Ukraine i 2022 ramte min mor rigtig hårdt. Hun havde ikke opfanget den hårde stemning i det russiske miljø, det oplevede hun mest efter invasionen,” fortæller Alexander.

Forskellige situationer i Baltikum

Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, blev Estland, Letland og Litauen uafhængige igen. Det medførte store forandringer i deres samfund, der udviklede sig på forskellige måder. Litauen havde en befolkning, der var spredt væsentligt mere ud rundt omkring i landet. I Letland og Estland var arbejdspladserne koncentreret mere omkring deres hovedstæder.

Det skabte dårlige forhold for parallelsamfund, bestående udelukkende af etniske russere. Visse steder i Litauen, har man dog set en større koncentration af russere end gennemsnittet. Byen Visaginas blev bygget op omkring et sovjetisk atomkraftværk, der blev bemandet af primært russiske arbejdere. I dag er byen stadig domineret af etniske russere, der udgør over 50 procent af byens indbyggere.

Mod sydvest grænser Litauen op til Polen. De to lande deler meget fælles historie, og da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, genetablerede de hurtigt deres diplomatiske samarbejde. I 2026 er etniske polakker den næststørste befolkningsgruppe i Litauen, kun overgået af etniske litauere. I alt udgør de ca. 6,9% af befolkningen.

For Alexander er størrelsen på den russiske befolkning en del af forklaringen på, hvorfor russere i Litauen har andre vilkår end russere i de andre baltiske lande.

”Der er færre russere i Litauen. Derfor er man nødt til at komme ud af det lokalsamfund man er fra. Det gør at man integrerer sig langt nemmere i det litauiske samfund, end man måske gør i Letland,” siger Alexander.