Jeg har været i Danmark i over tyve år, og jeg har ikke kunne sove siden.

Jeg sover kun to-tre timer hver nat. Billederne kører stadig rundt inde i mit hovedet, også når jeg arbejder fra 11.00-23.00 i min kiosk: Müllers Kolonial kiosk.

Jeg brugte seks måneder på at skære et metalgitter op, i et Afghansk fængsel. Vi var tre, der ville flygte: mig og mine to venner derinde fra. I fængslet havde jeg fået fat i et barberblad, som jeg sad med hver aften, og ridsede i gitteret, så små stykker faldt af, lidt efter lidt. Til sidst, da jeg havde skåret nok op, til vi kunne komme ud, startede vores flugt.

Det var midt om natten, og vi løb inde i en mørk skov. Vi var bange. Vi vidste at, hvis vagterne fandt os, ville vi blive dræbt på stedet. Da vi endelig kom ud af skoven, tog vi kontakt til en vi kendte, som gemte os hos ham i tre måneder, før vi flygtede ud af Afghanistan.

Vi fik falsk id i hånden, men vi vidste ikke hvor vi skulle hen. Det eneste vi vidste var, at vi havde betalt en mand 8000 dollars, så han kunne hjælpe os videre på vores flugt. Manden førte os videre til en ny mand, og sådan fortsatte det. De har en form for kæde, som vi blev en del af, helt indtil vi var i Danmark. Det første jeg gjorde da jeg kom til Danmark, og havde fået mit asyl var, at få min kone og fem børn hertil, så de ikke skulle på samme flugt som jeg var på igennem både Afghanistan, Rusland og Tyskland. Jeg har haft kiosken i over tyve år, og med stor succes. Efter supermarkedernes nye åbningstider, både om søndagen og om aftenen, har det været svært at tjene penge. Jeg kan kun lige få det til at løbe rundt. Men jeg er nødt til at få en indtægt, og jeg har derfor en plan om, at lave min kiosk om til et asiatisk supermarked. Det er der nemlig mange der efterspørger.