"Jeg skulle finde mig selv igen"- Det var hårdt men nødvendigt
Jesper Ravn har fundet sig selv efter udlængsel og skilsmisse. Nu nyder han at være sammen med sin datter og sin kæreste.
“Jeg fortryder ikke at blive skilt, overhovedet ikke. Det var en udfordring, men det har givet mig så meget mere, for vi var ikke et match. Da vi fik et barn, opdagede vi, at vi ikke var så ens, men det vidste vi i grunden godt. Nu er vi forældre sammen og har altid haft god kommunikation.
Jeg bruger al den tid, jeg får lov til med min datter. Hun er 19 år, men var tre år da det skete. Jeg skulle virkelig finde mig selv igen efter 15 år og finde ud af, hvem jeg gerne ville være. Jeg kunne ikke helt kende mig selv. Der gik et par år før jeg helt følte, at det var det værd. Jeg var ikke ulykkelig, men bestemt heller ikke glad.
Der var ikke så meget andet at gøre end at krybe ind i den virkelige verden. Jeg skulle lande i at være far hver anden uge, men jeg har altid har været tæt knyttet til min datter. Min arbejdsplads var god og de var fleksible, så jeg ikke var den sidste, der kom og hentede.
På det tidspunkt rejste jeg rigtig meget med arbejdet. Det var dejligt at komme lidt væk. Jeg nyder at rejse og møde nye mennesker. Det giver mig en tilfredsstillelse, når jeg har oparbejdet en god relation. Når man bliver lidt ældre, vælter det ikke ligefrem ind med nye venner. Så kommer de dryssende en gang hver femte år.
Da jeg var færdig i lære flyttede jeg til London med en ven. Der gik hurtigt byen i den, og min udlængsel er nok også mættet nu. Så skulle det lige være til otium på en varm ø i Europa. Der kunne jeg godt rende rundt, når jeg ikke skal sælge tøj mere. Min kæreste Malene, min soulmate, ville også elske det. Man finder jo ud af, hvem man gerne vil være hen ad vejen.
Min datter har samme udlængsel som mig. Når man er i den alder, som hun er, er der fuld fart på. Hun har lige været i Irland i to måneder. Nogen sagde til mig, at jeg skulle sende hende afsted, mens hun gik på gymnasiet, for hvis hun i stedet tog på universitetet i udlandet, kunne det være, at hun fandt en sød fyr og aldrig komme hjem igen. Det kan jeg ikke bære, for jeg har kun hende. Hun skal gøre, hvad hun vil, men jeg vil gerne være en del af hendes liv. ”
Jesper Ravn, 50 år